Storbørnehave i Hadsund

Kun én vil på forhånd redde truet børnehave

SF's Peder Larsen er den eneste, som vil frede Regnbuen på forhånd - borgmester Mogens Jespersen (V) kan dog ikke forestille sig, nogen i økonomiudvalget vil lukke den

Bondegårdsbørnehaven Regnbuen er i spil til at lukke - SF's Peder Larsen vil frede den på forhånd. Arkivfoto: Lars Pauli

Bondegårdsbørnehaven Regnbuen er i spil til at lukke - SF's Peder Larsen vil frede den på forhånd. Arkivfoto: Lars Pauli

SF'er Peder Larsen er den eneste i økonomiudvalget i Mariagerfjord Kommune, som på forhånd vil frede bondegårdsbørnehaven Regnbuen i Hadsund. Det fremhæver SF'eren selv i et debatindlæg.

Men han står ikke alene med synspunktet, lader borgmester Mogens Jespersen (V) forstå. Mogens Jespersen tror ikke, at nogen i økonomiudvalget - inklusive ham selv - ønsker at lukke Regnbuen.

- Regnbuen er så speciel, og den vil aldrig komme igen, hvis den bliver nedlagt, siger borgmester Mogens Jespersen, som er formand for det ni m/k store økonomiudvalg.

I referatet fra økonomiudvalgets møde præciseres det, at de ikke har taget stilling til, hvor mange institutioner i dagtilbud Hadsund, der skal samles på en matrikel.

- Udvalget er på forhånd skeptisk overfor, hvorvidt Bondegårdsbørnehaven Regnbuen skal være en del af samlingen, står der i referatet.

Som tidligere omtalt i Nordjyske kæmper forældre ved Regnbuen for, at den lille institution med dyrehold og udeliv kan få lov at overleve i en fremtid med storbørnehave i Hadsund.

Regnbuen er kommet i spil som et af fem børnehuse i Hadsund, som skal nedlægges og erstattes af et nyt institutionsbyggeri til i alt 244 børn.

Ud af ligningen

- Vi siger i SF, at vi lige så godt kan tage bondegårdsbørnehaven Regnbuen ud af ligningen, inden vi sætter konsulenter på en forundersøgelse.

- Men det ville flertallet i økonomiudvalget ikke være med til, fortæller Peder Larsen, som fik sit synspunkt ført til protokol.

SF'eren vil holde hånden over bondegårdsbørnehaven Regnbuen, fordi den efter hans mening kan noget særligt med dyreliv og udeliv. Og fordi der ikke vil være mulighed for dyrehold med høns og kaniner i en ny storbørnehave, som skal bygges enten ved hallen eller skolen i Hadsund.

Peder Larsen, SF, vil holde hånden over bondegårdsbørnehaven Regnbuen, fordi den kan noget særligt med dyreliv og udeliv - og fordi der ikke vil være mulighed for dyrehold i en ny storbørnehave, som skal bygges enten ved hallen eller skolen i Hadsund. Privatfoto

Peder Larsen, SF, vil holde hånden over bondegårdsbørnehaven Regnbuen, fordi den kan noget særligt med dyreliv og udeliv - og fordi der ikke vil være mulighed for dyrehold i en ny storbørnehave, som skal bygges enten ved hallen eller skolen i Hadsund. Privatfoto

SF'eren fortæller, han er blevet kontaktet af en masse mennesker fra Hadsund, som ønsker at bevare Regnbuen. Der er en underskriftsindsamling i gang, som skal lægge pres på politikerne. Det har alt sammen gjort indtryk på Peder Larsen.

Bedste mands bedste bud

Borgmester Mogens Jespersen reagerer på Nordjyskes omtale af, at økonomien i storbørnehaven skrider, allerede inden første spadestik. Byrådet øremærkede 40 mio. kroner i 2019, men et nyt estimat fra forvaltningen viser, at udgiften vil løbe op i 58,7 millioner.

- Vi har afsat bedste mands bedste bud. Det er ikke det samme som at sige, at nu skal der spares 18 millioner kroner på vores børns institution. 40 millioner var, hvad vi vurderede dengang, det skulle ikke betragtes som slutbeløbet, siger Mogens Jespersen.

Borgmesteren slår også fast, at intet er besluttet pt. Om det bliver to, tre, fire eller fem børnehuse, der skal lægges sammen i Hadsund, er uafklaret. Alle vil blive hørt, og der vil blive lyttet til forældre, bestyrelser og personale, forsikrer Mogens Jespersen.

Borgmester Mogens Jespersen siger, at der ikke er taget nogen beslutning om en storbørnehave i Hadsund, og at alle vil blive hørt. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Borgmester Mogens Jespersen siger, at der ikke er taget nogen beslutning om en storbørnehave i Hadsund, og at alle vil blive hørt. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.