Limfjordsrådet blæser til kamp mod ”spøgelsesnet”

Nyt digitalt værktøj skal være med til at give bedre overblik over problemets omfang

Mange hummere, krabber og fisk i Limfjorden ender deres dage i de såkaldte ”spøgelsesnet” på bunden af fjorden. Foto: Jesper Appel, Appel Adventure.

Mange hummere, krabber og fisk i Limfjorden ender deres dage i de såkaldte ”spøgelsesnet” på bunden af fjorden. Foto: Jesper Appel, Appel Adventure.

Fiskere, dykkere, sejlere og andre, der begiver sig ud på, i eller ved Limfjorden, støder desværre ofte på mistede fiskeredskaber.

Det vil Limfjordsrådet nu forsøge at gøre noget ved.

Via et nyt digitalt værktøj opfordrer rådet brugerne af fjorden til at indrapportere positionerne, når de finder eller taber redskaber.

Dermed bliver det i fremtiden lettere at genfinde og fjerne fiskeredskaber til gavn for fjordens miljø og dyreliv.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

I alt skønner Limfjordsrådet, at der på bunden af Limfjorden ligger flere end 1.000 spøgelsesnet. Foto: Jesper Appel, ?Appel Adventure.

Når fiskenet, tejner og andre fiskeredskaber mistes, fortsætter de typisk med at fiske i flere år. Nettene bliver ofte kaldt for ”spøgelsesnet”, og i Limfjorden ender mange hummere, krabber og fisk deres dage her.

Det er problematisk i forhold til at skabe eller opretholde bæredygtige bestande af fx den eftertragtede hummer. Men også fugle og havpattedyr bliver fanget i nettene og dør.

Dertil kommer, at spøgelsesnettene bidrager til plastforureningen i fjordmiljøet, og i takt med, at nettene forvitrer, bliver problemet blot værre og oprydningsarbejdet vanskeligere.

Limfjordsrådet og en række organisationer har de senere år forsøgt at kortlægge problemets omfang, og de foreløbige resultater er skræmmende.

I sommeren 2020 bjærgede foreningen ”Levende hav” således op mod 300 spøgelsesnet på 14 dage i en lille del af Nissum Bredning i den vestlige del af Limfjorden.

I alt skønner Limfjordsrådet, at der på bunden af Limfjorden ligger flere end 1.000 spøgelsesnet.

Det nye værktøj skal finde hotspots

Limfjordsrådet har gentagne gange påpeget problemet overfor flere ministre, og sidst i april, når rådets formand, Jens Lauritzen, mødes med den nye minister for fiskeri, vil problematikken igen blive taget op.

- Det er vores håb, at vi, ved at konkretisere omfanget af problemet endnu mere, kan få tilført de nødvendige midler til oprydningen, siger Jens Lauritzen, som i samme åndedrag slår kraftigt til lyd for det nye digitale indberetningsværktøj.

- Det nye værktøj er nemt at bruge, og vi håber, mange fiskere, sejlere, dykkere og andre brugere af fjorden vil hjælpe med at indrapportere, når de finder eller mister fiskeredskaber i fjorden.

- Sådan kan vi få et bedre overblik over problemet og lokalisere hotspots. Det giver os bedre forudsætninger for at få gang i oprydningen, lyder vurderingen fra Jens Lauritzen.

Formålet med det hele er at skabe en renere og mere bæredygtig Limfjord

- Og i modsætning til mange af de tiltag, vi ellers arbejder med - fx at reducerede udledningen af næringsstoffer - er indsatsen mod spøgelsesnet meget håndgribelig og visuel, fremhæver formanden for Limfjordsrådet.

Jesper Appel fra virksomheden Appel Adventure og medstifter af foreningen North Nature er også bekendt med problemstillingen med de mange spøgelsesnet i Limfjorden fra talrige dykkerture og hævninger af net.

- Alle er enige om, at vi har et problem, og at der skal gøres noget ved det. Men tiden går, uden der sker noget.

- Derfor glæder vi os også over samarbejdet med Limfjordsrådet og håber og tror, at vi sammen kan sparke døren ind hos de rette organisationer og myndigheder og få en hårdt tiltrængt oprydning sat i gang, siger Jesper Appel.

Det nye digitale værktøj til registrering af spøgelsesnet er udviklet som en del af projekt ”NETOP og affald væk fra Limfjordskysten”.

Projektet finansieres af midler fra bl.a. Havørred Limfjorden og Interreg projektet Water Co-Governance.

Link til det nye digitale værktøj til indrapportering af fundne eller tabte fiskeredskaber kan findes på Limfjordsrådets hjemmeside via følgende link: www.limfjordsraadet.dk/projekter/spoegelsesnet-i-limfjorden/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.