Retssag

Mand overfaldt 20-årig kvinde: Hun var i livsfare

31-årig idømt fængsel i et år og tre måneder for grov vold

Modelfoto
Modelfoto colourbox.com

Opdateret 07. juli 2020 kl. 09:22

AALBORG/HOBRO: En 25-årig kvinde var i livsfare, da hun 23. april i år ved 21.20-tiden blev udsat for et groft overfald af en på daværende tidspunkt 30-årig mand i sin lejlighed i Hobro. Kvinden var på et tidspunkt under overfaldet i alvorlig livsfare, fordi manden tog kvælertag på kvinden.

Den grove vold kostede manden en dom på et år og tre måneders ubetinget fængsel efter en sag ved Retten i Aalborg. Det oplyser anklager Kristina Frandsen.

Den nu 31-årige mand ville angiveligt gerne have et forhold til den 25-årige kvinde, men det var hun ikke interesseret i. Det udartede sig voldsomt, for ifølge sagens anklageskrift både slog og sparkede den 31-årige mand kvinden både i hovedet og på kroppen, ligesom han hev hende i håret og slog hendes hoved ind i både en dørkarm og en toiletkumme.

Det førte til kraftige skader i både hoved og på kroppen.

Efterfølgende tog han flere gange kvælertag på kvinden. Det førte til punktformede blødninger i kvindens venstre øje - et forhold der viser, at kvinden var i livsfare under den grove vold.

Det lykkedes på et tidspunkt under det voldsomme opgør for kvinden at stikke af fra sin lejlighed og søge tilflugt i en nabolejlighed. Herfra blev politiet tilkaldt. I forbindelse med opgøret havde den tiltalte smadret et tv, en dør til badeværelset og yderdøren til den 20-årige kvindes lejlighed. De gik også ud over døren til den lejlighed, hvor kvinden havde søgt tilflugt.

- Den tiltalte ville sådan set godt erkende de faktiske forhold omkring, at han havde været i kvindens lejlighed, og at det havde udartet sig voldeligt. Men han mente ikke, at der var tale om grov vold, eller at kvinden skulle have været i livsfare, fortæller anklager Kristina Frandsen.

Men retten lagde i sin dom til grund, at kvælertaget på kvinden havde resulteret i, at kvinden var i livsfare, og derfor blev han altså idømt den ubetingede fængselsstraf.

Det voldelige overfald har ifølge anklageren ikke ført til varige fysiske mén hos kvinden.

Den 31-årige udbad sig betænkningstid med henblik på eventuelt at anke dommen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden