Narkohandler

Masser af narko i bilen: Bilist var påvirket

Politiet ransagede køretøjet og fandt store mængder amfetamin, hash og medicin

Genrefoto

Genrefoto

HADSUND:En 37-årig mand fra Vendsyssel blev sigtet for både narkohandel og bilkørsel i narkopåvirket tilstand, da han sent tirsdag eftermiddag blev standset af en politipatrulje i Østergade i Hadsund.

Politifolkene fattede mistanke til manden, der ved nærmere kontrol også blev vurderet påvirket af stoffer. Betjentene besluttede at gennemsøge bilen, og her dukkede et større parti narko frem. Manden kørte rundt med 200 gram amfetamin, 200 gram hash, noget cannabisolie og forskellige typer medicin.

Manden var også i besiddelse af en mindre kniv.

- På baggrund af de store mængder har vi sigtet ham efter straffelovens paragraf om narkohandel. Man er næppe i besiddelse af så mange stoffer til eget forbrug, oplyser Preben Møller fra Nordjyllands Politi i Hobro.

Den 37-årige blev anholdt og afhørt på stationen, men blev herefter løsladt. Politiet vurderede, at der ikke var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, men der kommer et retsligt efterspil senere.

Politiet Himmerland gjorde også en mindre narkofangst natten til onsdag ved 3.30-tiden. Her blev en 57-årig mand fra Aarhus-egnen pågrebet på Ardenvej i Astrup. Han var i besiddelse af 12 gram hash og 4,5 gram hashmix. Manden er nu sigtet for overtrædelse loven om euforiserende stoffer.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.