Trafik

Motorvej delvis åbnet efter stor trafikulykke: Mindst 18 biler involveret og to omkommet

Politi og redningsmandskab arbejder fortsat på højtryk på stedet. Mindst 18 biler er impliceret i ulykken

Alvorlig færdselsulykke på E45 Nordjyske motorvej ved Handest.
Alvorlig færdselsulykke på E45 Nordjyske motorvej ved Handest. Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 18:25

HANDEST/PURHUS: Torsdag formiddag omkring klokken 9.30 skete der to store trafikulykker på motorvej E45 syd for Hobro med 2-300 meters mellemrum i sydgående og nordgående retning.

To personer er omkommet i ulykken. Det oplyser Henrik Skals, der er vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi. 

Det drejer sig om en 40-årig mand fra Himmerland. Hans pårørende er underrettet. Den anden omkomne er en 35-årig polsk lastbilchauffør. Her skal underretningen af de pårørende ske gennem politiets internationale kanaler, hvilket tager tid. 

Ud over de to, der er bekræftet døde, kom tre andre bilister lettere tilskade, oplyser Henrik Skals. De lettere tilskadekomne blev transporteret til sygehuset.

Minimum tre lastbiler og op til 15 personbiler var implicerede i ulykken, og er derfor et stort oprydningsarbejde igang.

 - Sideløbende med redningsindsatsen arbejder vi på politimæssigt at afhøre vidner og trafikanter og undersøge omstændighederne ude på stedet, så vi kan få danne os et overblik over årsag, men det arbejder kommer til at tage lang tid, oplyste Henrik Skals i en pressemeddelelse torsdag formiddag.

På politistationen i Hobro blev der oprettet et evakueringspårørendecenter, hvor flere blev afhørt.

Et evakueringscenter er en lokalitet til placering af uskadte evakuerede borgere, hvor de kan få umiddelbar krisestøtte ved kriseteams fra region eller kommune samt få kontakt med myndigheder, ressourcepersoner og pårørende.

- Vi har aktiveret det psykosociale beredskab via Akut Medicinsk Koordinationscenter, og de afsendes til Hobro for at hånd om implicerede, siger Henrik Skals i en pressemeddelelse.

I nordgående retning var motorvejen helt spærret ved frakørsel 38 Purhus. Her blev trafikken ledt fra motorvejen. I sydgående retning bliver trafikken ledt af motorvejen ved frakørsel 37, Handest.

Politiet oplyste, at man skal finde alternative ruter, da vejen vil være spærret længe. 

Ifølge Nordjyskes oplysninger var motorvejen mellem Aalborg og Hobro spejlglat i morgen og formiddagstimerne.

Nordjyllands Politi skriver på Twitter, at hvis man har behov for at tale med nogen som følge af ulykken, kan man kontakte offerrådgivningen i Nordjylland.

Ulykke ved Purhus på E45 Handest 15. december 2022. Foto: Henrik Bo

Omstændigheder skal undersøges

Når sådan en stor ulykke sker, starter samtidig et stort undersøgningsarbejde.

Årsagen skal fastlægges, men det er ikke noget, hvor resultatet forventes at komme i den nærmeste fremtid.

- Der går et stykke tid, før vi kan udtale os om årsag til ulykken: Vi har et stort arbejde foran os, blandt andet med at afhøre trafikanter, vidner og tilskadekomne samt foretage undersøgelser på stedet og besigtige beskadigede køretøjer. Det arbejde skal udføres grundigt, så det kommer til at tage tid at få alle omstændigheder omkring denne tragiske ulykke klarlagt, siger Henrik Skals.

Klokken 17.56 tweetede Vejdirektoratet, at nu er motorvejen er åbnet i sydgående retning. Oprydningen står dog stadig på, så ekstra rejsetid kan forventes. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden