Mystik om årsag til villabrand: Politiet søger vidner

Politiet mistænker brand i Hadsund for at være påsat

Politiet var på Østergade både fredag og lørdag for at foretage undersøgelser og afhøringer. Foto: Jan Pedersen

Politiet var på Østergade både fredag og lørdag for at foretage undersøgelser og afhøringer. Foto: Jan Pedersen

HADSUND:Nordjyllands Politi søger nu efter vidner til en villabrand i Hadsund fredag 4. juni 2021. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Branden, der formentlig opstod i tidsrummet mellem klokken 16.00 og 17.00 i en villa på Østergade i Hadsund, blev heldigvis hurtigt slukket. Ingen kom til skade i forbindelse med branden.

Politiet fik anmeldelsen om branden omkring klokken 17.15.

Branden var opstået i et soveværelse, men der var ingen hjemme i huset. En mand blev lørdag 5. juni over middag anholdt, men senere løsladt igen uden at være blevet fremstillet i grundlovsforhør. Sigtelsen mod ham blev dog lørdag opretholdt.

Det er omstændigheder omkring brandens opståen på adressen, der gør, at politiet fortsat undersøger sagen nærmere, lyder det fra lederen af efterforskningen af branden, politikommissær Mikkel Brügmann.

- Og derfor søger vi særligt efter vidner, der har bemærket branden eller som har set personer omkring brandstedet særligt før branden – men selvfølgelig også under eller efter branden, siger politikommissæren, der tilføjer, at hvis man set noget, eller har andre oplysninger i sagen, så skal man straks ringe til politiet på telefon 114.

Og han opfordrer til hellere at ringe en gang for meget end en for lidt.

Samtidig oplyser Mikkel Brügmann, at Nordjyllands Politi har besluttet at rykke ud med den mobile politistation til området omkring brandstedet.

Den vil fra tirsdag 8. juni være at finde i krydset Østergade/Tværvej i tidsrummet fra klokken 10 til 13, oplyser politikommissæren.

- Her kan man også henvende sig, hvis man har oplysninger i sagen, understreger Mikkel Brügmann, ligesom man også er velkommen til at rette henvendelse til personalet i den mobile politistation, hvis fredagens brand har givet anledning til utryghed, og man derfor har brug for at tale med politiet.

Ellers skal oplysninger gå til politiet på telefon 1 1 4.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden