Nordjyde åbnede med top-20-tid i OL-kombination

Skiløberen Christoffer Faarup var første dansker i OL-aktion og kom pænt fra start i kombinationskonkurrencen.

Christoffer Faarup var 1,84 sekund langsommere end førende Thomas Dressen efter styrtløbet. Foto: Scanpix/Fabrice Coffrini
Skisport 13. februar 2018 06:39 - Opdateret 13. februar 2018 09:25

ALPINT SKILØB: Den nordjyske skiløber Christoffer Faarup ligger på en 20.-plads efter første del af den kombinerede konkurrence ved OL i Sydkorea.

Den 25-årige dansker var i styrtløbsafdelingen 1,84 sekund langsommere end tyske Thomas Dressen, der satte bedste tid og fører inden det afgørende slalomløb senere tirsdag.

Christoffer Faarup, der har sin force i fartdisciplinerne, gik til angreb på pisten i Jeongseon i aggressiv stil.

Det kostede nogle småfejl, men han fik samtidig så god fart i skiene, at han kunne køre i mål i den bedste tredjedel af de 65 startende.

I toppen af klassementet er alt åbent inden slalomløbet.

To af de store favoritter, franskmanden Alexis Pinturault og østrigeren Marcel Hirscher, ligger henholdsvis nummer 10 og 12 og har gode muligheder for en topplacering.

Efter førende Thomas Dressen følger Aksel Lund Svindal fra Norge, østrigeren Matthias Mayer og derefter endnu en nordmand i form af Kjetil Jansrud.

Blæst generer

Med afviklingen af første del af kombinationen lykkedes det endelig at få taget hul på alpindisciplinerne, efter at hård vind har udsat flere konkurrencer på OL’s første dage.

Tirsdag er vejret dog markant bedre, og det betød også, at den danske delegation med et par dages forsinkelse har meldt sig ind i de aktives rækker ved legene.

Faarup skulle allerede have været i aktion i søndags, men måtte se styrtløbet blive udsat på grund af kraftig blæst.

Samme dag var Martin Møller skrevet på startlisten til 30 kilometer skiathlon. Den dansk-grønlandske veteran blev dog syg og valgte at trække sig fra konkurrencen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...