Nordjyde har undersøgt Palme-mordet i årevis: - Det var ikke Skandia-manden

Selv om svensk politi lukker efterforskning af drabet, er der fortsat skepis

Efterforskningsleder Hans Melander (tv.) og chefanklager Krister Petersson (th.) på pressemødet onsdag, hvor de sagde, at "Skandiamanden" skød den svenske statsminister Olof Palme 28. februar 1986. Foto: Thomas Carlgren/Ritzau Scanpix

Efterforskningsleder Hans Melander (tv.) og chefanklager Krister Petersson (th.) på pressemødet onsdag, hvor de sagde, at "Skandiamanden" skød den svenske statsminister Olof Palme 28. februar 1986. Foto: Thomas Carlgren/Ritzau Scanpix

NORDJYLLAND/SVERIGE:Hvem myrdede den svenske statsminister Olof Palme på åben gade i Stockholm 28. februar 1986?

Ved et historisk pressemøde i Stockholm onsdag udpegede den svenske chefanklager den såkaldte "Skandia-mand" Stig Engström som Palmes morder.

Engström nærede angiveligt et stærkt had til Palme, og det skulle være motivet. Stig Engström begik selvmord i 2000.

Stig Engström, den såkaldte Skandiamand, blev onsdag udpeget som den mand, der skød og dræbte Olof Palme i 1986. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Stig Engström, den såkaldte Skandiamand, blev onsdag udpeget som den mand, der skød og dræbte Olof Palme i 1986. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Onsdag sagde den svenske statsanklager, at det var Stig Engström, som skød og dræbte Olof Palme, og nu lukkes politiets efterforskningen af drabet.

Men ikke alle mener, at mordet på Palme reelt er opklaret.

Blandt skeptikerne er den nordjyske gymnasielærer Brian Saugberg fra Mariagerfjord Gymnasium i Hobro.

Han har i fem år foretaget privat research i forsøg på at nærme sig sandheden om Palme-mordet. Blandt andet ved hjælp af kilder i både Sverige og Sydafrika.

Brian Saugberg havde håbet på at kunne indstille sin research nu, men efter onsdagen pressemøde i Sverige siger han:

- Der kom ingen beviser frem på pressemødet. Nu har jeg godt-nok svært ved at lægge det fra mig.

Brian Saugberg tror ikke på, at den såkaldte "Skandiamand" står bag mordet på Olof Palme.

- Det er selvfølgelig et puslespil, men alt peger i retning af, at det var et politisk attentat, og at der var flere om det, fordi etablissementet - både i Sverige og i resten af verden - så Palme som en fare.

Brian Saugberg skrev i november 2018 en kronik i NORDJYSKE om, hvem der måske kunne stå bag mordet på Olof Palme. De betragtninger fastholder den nordjyske gymnasielærer fortsat.

Du kan læse kronikken herunder:

Brian Saugbergs kronik bragt i Nordjyske Stiftstidende

Får Sverige endelig sluttet fred med sig selv?

En fredsdue blev brutalt skudt ned på åben gade på en gråtung og isnende februaraften i Stockholm i 1986. En iskold vind gik igennem Sverige, og det åbne svenske sår er aldrig blev helet med en opklaring af sagen. En mordsag, der har redet Sverige som en mare indtil 2016, hvor sagen tog en brat drejning. Nu tyder alt på, at i løbet af 2019 får vi endelig en afklaring på, hvem der stod bag nedskydningen af Sveriges statsminister Olof Palme.

Indtil 2016 var den almindelige opfattelse i Sverige, at sagen var lukket. I 1988 blev den usle og utiltalende eksistens Christer Petersson dømt for mordet på Olof Palme. Med vanlig svensk sans for timing fik det officielle Sverige hurtigt fejet det beskidte ind under gulvtæppet, for en utilpasset underklasseknægt kunne man aldrig gardere sig imod. Den offentlige ro var geninstalleret. Sverige var stadig verdens bedste samfund. Selv om der siden mordet har floreret forskellige konspirationsteorier, har den almindelige svensker slået sig til tåls med forklaringen om den enlige gerningsmand. Dette til trods for, at han ved appeldomstolen blev frikendt.

Så stiller en ny anklager i 2016 sig pludselig op og flår det gamle sår op igen ved at fastslå, at mordet ikke er opklaret, og man er på sporet af de rigtige mordere. Sporet er ifølge mine kilder brandvarmt som aldrig før, og efterforskerne mangler kun de sidste brikker, før mordgåden er løst. Havde man stillet sig op på byens torv og sagt det samme i 2015, var man blevet smidt på skafottet til blodtørstige bødler og var blevet hængt til tørre. Politiet er tilsyneladende lige i hælene på en nulevende svensker, som sammen med andre medsammensvorne stod bag mordkomplottet. Det ækle ifølge mange svenskere var, at den nye anklager offentligt tillod sig at anfægte vidneudsagnet fra Olof Palmes hustru, Lisbeth Palme, der fik morderen dømt første gang. Sverige levede i bedste velgående. Man kritiserer altså ikke nationens rigsenke, som Lisbeth er blevet kaldt.

Men der blæser nye, kraftige vinde i Sverige, og flertallet har efterhånden slugt den lodne kamel om, at der ligger en sammensværgelse bag mordet på deres tidligere statsminister.

Mange svenskere har siden mordet stillet sig spørgsmålet om, hvordan sådan noget kunne ske i fredsommelige Sverige - verdens mest perfekte samfund. Her passede man jo netop på hinanden. Og hvordan kunne det ske netop mod en statsminister, der med sin evige kamp mod uretfærdighed og ufred i verdenen lyste op som en solopgang på en vintermorgen.

Tidligere på året vågnede svenskerne op til nyheden om, at morderen var fundet. Det anerkendte svenske magasin Filter annoncerede frejdigt, hvilket samtidig ryddede forsiden på Sveriges store aviser, at man nu vidste, hvem der slog Palme ihjel. Svenskerne fik morgenkaffen galt i halsen, og på hvert et gadehjørne drøftede man sagen.

Magasinet Filter havde nu tilsyneladende fundet frem til en anden enlig og forstyrret gerningsmand. Men det har siden vist sig, at der var tale om ren vildledning. I bedste fald kan man hævde, at det hele har handlet om at sælge blade - og den efterfølgende bog. Hvis man bare ved en smule om gerningsstedet, er der tale om jammerligt privat efterforskningsarbejde. Ikke et eneste solidt bevis kunne bladet fremføre.

Langt mere interessant imidlertid er den seneste bog, der på basis af den afdøde forfatter og journalist Stieg Larssons utrættelige efterforskning dokumenterer, at kredse i Sverige havde et så omfattende had til og en frygt for Palme, at man i sin egen selv- og verdensforståelse ville gøre Gud, konge og fædreland en tjeneste, hvis Palme blev ryddet af vejen.

Palme blev for dem en supertanker, der styrede Sverige mod afgrunden. Det særlige ved den nye bog er, at den også hævder, at udenlandske efterretningstjenester havde en finger med i spillet.

Men hvorfor frygtede man Olof Palme? Den kolde krig sang jo på sidste vers i 1986. Med Ronald Reagan i spidsen havde USA søsat en ultraoffensiv mission med militær oprustning for at slå det sidste søm i Sovjetunionens kiste.

Så dukker Palme op midt i det hele og vil besøge den nye leder i Sovjetunionen. Hele den vestlige mission mod at knække Sovjetunionen havde fået en forræder indefra.

Olof Palme skulle have besøgt Sovjetunionen i april ’86, som han blev mejet ned i februar. Kort før sin død havde Palme udstedt et dekret til politiet om, at i tilfælde af russisk invasion skulle politiet nedlægge våbnene og samarbejde med invasionsmagten.

Der gik chokbølger igennem militære kredse og dele af ordensmagten. Var landets leder landsforræder, som ville sælge ud af informationer under sit møde i Moskva med den nye sovjetiske præsident, Mihail Gorbatjov. Sveriges status som demokratisk samfund stod på spil.

At Palme ville sælge ud, er formentlig at skyde over målet. Palme besad uden tvivl en unik analytisk evne og havde gennemskuet, at han og Gorbatjov havde samme mål. De ønskede, at stormagterne skulle nedlægge våbnene og afløse det eskalerende våbenkapløb mellem supermagterne med arbejdet hen imod fredelig sameksistens. At Palme skulle have haft en hensigt om at overgive sig til Sovjetunionen og at videregive fortrolige informationer er der ikke belæg for at hævde.

Jeg tror, at det i langt højere grad handlede om for Palme at signalere over for Sovjets nye progressive leder, at man kom med et fredsbudskab til mødet i april. Palme nåede som bekendt aldrig så langt.

Det er min klare opfattelse på baggrund af indgående studier af mordet, at da Palmes Moskva-besøg blev offentliggjort, samledes høgene i dunkle korridorer.

Når man overvejer eksistensen af en sammensværgelse, er hovedargumentet, at hvis der er for mange kokke om maden, er det på sigt svært at holde det hemmeligt. Er der ikke altid én, som på et tidspunkt vil tale over sig? Det er et legitimt argument. Hvis man imidlertid vil fastholde, at det var en sammensværgelse med involvering af højredrejede kredse inden for militær og politi samt efterretningstjenester, ved man, at de har en enorm loyalitet og korpsånd. Det kan være svært for udenforstående at forstå. Her taler man simpelthen ikke over sig; heller ikke når man ligger på sit dødsleje og har et blødt øjeblik.

Med til billedet hører, hvis man tager den senest udgivne bog for pålydende, at den svenske kapital var indblandet. Rygterne siger, at dele af erhvervslivet var dybt bekymret over, at Palme tilsyneladende nærmede sig Sovjetunionen. Man frygtede oprigtigt i de kredse, at Palme var ved at omforme Sverige til et kommunistisk samfund.

Den svenske våbenindustri var tæt på at lande en ordne på 16 milliarder til Indien, men Palme havde fundet ud af, at Bofors, den svenske våbenkoncern, også illegalt eksporterede våben til Iran, som lå i krig med Irak i 1980’erne.

Det så slet ikke godt ud på papiret for Olof Palme, fordi han var FN’s fredsmægler i konflikten mellem de to lande.

Bofors frygtede, at Palme ville afsløre Bofors’ måneskinshandel. Flere journalister og politikere var på sagen, men med uforklarlige dødsfald blandt dem druknede sagen. Vi har altså de tre elementer, der skal være til stede for at tale om en sammensværgelse: nogle med motiver; nogle, der kan udføre det; og ikke mindst, nogle, der kan mørklægge. Bob Dylan sang ”The Times They Are A-Changin’”. Den kunne være skrevet om Sverige i disse år.

Brian Saugberg

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.