Hobro IK

Nu kan Cappis drømme om Champions League

Christian Cappis var skuffet over indsatsen mod Vendsyssel, men personligt kan han så småt se frem til nye eventyr i Brøndby

Christian Cappis fik ikke den afsked med hjemmepublikummet i Hobro, som han havde håbet på. Foto: Bente Poder

Christian Cappis fik ikke den afsked med hjemmepublikummet i Hobro, som han havde håbet på. Foto: Bente Poder

FODBOLD:Det blev ikke til den afsked med hjemmepublikummet i Hobro, som Christian Cappis havde ønsket sig, da Hobro blev besejret 2-0 af Vendsyssel FF. I stedet måtte han tage en tung tur rundt til tilskuerne og takke for flere sæsoners god opbakning med et dugfrisk nederlag i bagagen.

- Det gik ikke helt som jeg havde håbet på. Vi spillede ikke, som vi skulle i første halvleg. Vi havde ikke den intensitet, som vi burde have, siger Christian Cappis.

Den amerikanske midtbanemand måtte sande, at Hobro ikke ramte det ønskede niveau, og det var der en meget simpel forklaring på.

- Når man falder lidt i niveau, som vi gjorde, så bliver man bare kørt over. Når man falder bare en procent, så koster det, siger Christian Cappis.

- Anden halvleg blev bedre, men vi må bare sige, at det ikke blev vores kamp på noget tidspunkt, siger Christian Cappis.

Med Vendsyssel-kampen overstået venter der Cappis en sidste opgave i Hobro-trøjen, når man torsdag lukker sæsonen ude mod Hvidovre. Det betyder, at Christian Cappis kan gøre status over sin tid i Hobro.

- Jeg vil helt sikkert tænke tilbage på min tid i klubben med stor glæde. Hobro har været mit hjem i næsten tre år nu, og jeg har brugt store dele af min tid her i byen, så der er mange gode minder, jeg vil tage med mig. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg ikke ville være den person og den fodboldspiller, jeg er i dag, hvis ikke det havde været for klubben og byen her, sigerd den kommende Brøndby-spiller.

Netop Brøndby skal mandag eftermiddag ud i en potentielt historisk kamp for DM-guld. Det er naturligvis ikke gået Cappis' næse forbi, at han kan ende med at skifte til et nyslået mesterhold.

- Jeg har set alle deres kampe, siden jeg skrev under med klubben. Jeg hepper på holdet, ligesom alle klubbens fans gør lige nu. Det er helt skørt at tænke på, hvordan det har udviklet sig. Forhåbentlig vinder de guld, og så må vi se, om jeg skal spille Champions League, siger Christian Cappis.

- Det var en fantastisk kamp at sidde og kigge på. Jeg lærte meget om klubbens og spillernes mentalitet ved at se den kamp. Det var fantastisk, som de kæmpede sig igennem kampen. Det er jeg meget spændt at blive en del af, siger Christian Cappis.

Den amerikanske midtbanespiller lægger ikke skjul på, at det passer som hånd i handske, at han skal tage næste skridt i en spændende karriere i Brøndby.

- Jeg ser virkelig frem til den udfordring, der venter mig i Brøndby. Jeg kan ikke komme i tanke om et meget bedre sted at fortsætte min udvikling lige nu, siger Christian Cappis.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.