”Sammenholdet” har stået sin prøve: 180.000 kroner indsamlet i Hobro IK
Indsamlingsaktion i Hobro IK har foreløbig resulteret i et samlet støttebeløb på godt 180.000 kr.

Galleri - Tryk og se alle billederne.
HOBRO:Corona-krisen er hård ved landets fodboldklubber, og her er Hobro IK er ingen undtagelse. Indtægter fra både TV og entré er udsat eller helt forsvundet, og der kæmpes med at få økonomien til at hænge sammen. I de bestræbelser lancerede Hobro IK for nogle uger siden ”Sammenholdet”, hvor der foreløbigt er indsamlet godt 180.000 kr.
”Sammenholdet” består af fire forskellige ”Sammenholdspakker”, som kan købes på shop.hikfodbold.dk. Pakkerne koster henholdsvis 100, 350, 500 og 3.000 kroner, og har forskelligt indhold.
- Alle pakker indeholder minimum én billet til næste kamp, hvor vi må spille med tilskuere. Pakken til 350 kr. er for børn og indeholder også et træningspas med Superligatruppen. Den til 500 kr. indeholder blandt andet et eksklusivt halstørklæde, og endelig indeholder den til 3.000 kr., at man også får plantet sit eget træ med personligt navneskilt bag Jutlanderbank Tribunen, fortæller Mikkel Højbo, der er kommunikationschef hos Hobro IK.
- Men uanset om man har købt pakken til 100 eller 3.000 kr. er vi fantastisk glade for opbakningen, der i denne tid betyder ekstremt meget for klubben. Selvfølgelig økonomisk, men også den måde, vi kan stå sammen i en svær tid. Sammenholdet er vores virtuelle hold, hvor der er plads til alle, som vi altid har været kendt for i Hobro IK.
- Alle, der støtter, får også sit navn på en særlig ”Sammenholds-væg”, ligesom der bliver lavet en opvarmningstrøje til Superligaspillerne, hvor alle navne kommer på, placeret i et stort hjerte. På den måde kan man være med spillerne på banen. Opvarmningstrøjen, med alle navnene på, har vi også planer om at sætte til salg, så alle kan købe den, fortæller Mikkel Højbo.
Foreløbigt er der solgt lige i underkanten af 350 ”Sammenholds-pakker”, hvilket foreløbigt har indbragt godt 180.000 kr.
- Vi er meget tilfredse med beløbet. Det er jo ikke kun fodboldklubber, der er blevet ramt af Corona-krisen økonomisk. Det er mange privatpersoner og virksomheder også, så er det flot, at man kan finde overskud til at støtte os, slutter Mikkel Højbo.
Også Hobro IK’s spillertrup har støttet ”Sammenholdet”. Sammen har Superligatruppen købt en pakke til 3.000 kr.
- Det er et godt initiativ af klubben, der økonomisk gennemgår en hård tid. Derfor vil vi i spillertruppen selvfølgelig gerne støtte, fortæller Rasmus Minor, der personligt også selv har købt en pakke af samme størrelse, og som ikke mindst glæder sig meget til at bolden igen må rulle.
- Det er lidt som juleaften. Selvom vi har trænet i små grupper, er der meget langt til at spille rigtigt, og vi glæder os utroligt meget, slutter Rasmus Minor.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.