Søn dømt for vold og dødstrusler mod mor
Da mor hentede sin 23-årige søn, udviklede det sig dramatisk
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:34
HOBRO: En 23-årig mand fra Hobro-egnen blev torsdag idømt et halvt års fængsel for vold og trusler mod sin mor. Han havde blandt andet truet med at slå moren ihjel og begrave hende i en plantage, ifølge dommen.
I Retten i Aalborg erkendte han at have skubbet sin mor ned i en grøft og at have slået hende med flad hånd. Mere husker han ikke, fordi han dengang var meget beruset, fortæller anklager Thomas Klingenberg, Nordjyllands Politi.
En aften i juni skulle moren i bil hente sønnen, efter han havde været til fest. Mens hun kørte ham hjemad, opstod der diskussion, og han begyndte at slå hende.
På et tidspunkt stoppede moren bilen, fordi hun blev bange, Hun løb ud af bilen, sønnen løb efter, og i en grøft tog han halsgreb på hende og slog hende i hovedet og på kroppen, ifølge dommen.
Han truede også med at dræbe og begrave hende i en plantage i nærheden.
Sønnen satte sig ind i morens bil, selv om han ikke har kørekort, og de kørte til hans hjem, hvor han skulle have afpresset moren. Hun skulle skaffe 20.000 kr. - ellers ville han banke morens kæreste. Sådan lød truslerne, ifølge dommen.
Moren forlod stedet og tilkaldte politiet, hvorefter den 23-årige blev anholdt og varetægtsfængslet. Det har han været frem til dommen torsdag, oplyser Thomas Klingenberg.
Den 23-årige modtog dommen. Derefter blev han taget med til afsoning af en anden, tidligere dom, oplyser anklageren..
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.