Sygehuset i Hobro vil uddanne sine frivillige - de skal hjælpe patienter med demens til at finde ro

Hobro Sygehus skal være demensfrontløber - det kan handle om noget så enkelt som at lægge kabale med en dement patient

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hobro Sygehus er kommet med i et nationalt projekt, hvor frivillige skal uddannes til at være demensvenlige. Arkivfoto: Grete Dahl

Flokken af frivillige på Hobro Sygehus skal klædes bedre på til at omgås patienter med demens, så de oplever opholdet på sygehuset som trygt.

Hobro Sygehus, som hører under Aalborg Universitetshospital, er blevet udvalgt til at deltage i et nationalt projekt.

- Indsatsen i Hobro skal vise, hvilken forskel frivillige kan gøre for at give patienten med demens tryghed og ro på hospitalet.

- Ofte bliver patienten meget forvirret og utryg, når patienten fx skal flyttes rundt på hospitalet. Her vil vi gerne sikre større tryghed for patienten, siger projektleder og forløbschef Lis Bjerregaard Riahi i en pressemeddelelse fra Region Nordjylland.

Indsatsen er besluttet over finansloven for 2019, og der er afsat i alt syv millioner kroner.

800.000 kroner til Hobro

Sygehuset i Hobro har fået 800.000 kroner, fordelt over fire år. Pengene skal bl.a. bruges til at undervise de frivillige, så de får viden om demens.

- Man skal se de frivillige som en pårørende, ikke en sundhedsfaglig person. De frivillige kan sidde ved siden af en patient i venteværelset, hjælpe med hækletøjet eller lægge en kabale, eller være den person, som viser vej i forhallen, siger Lis Bjerregaard Riahi.

En vigtig rolle

De frivillige har en rolle over for patienter med demens, som man fra hospitalets side ikke kan udfylde, understreger sygeplejefaglig direktør Lisbeth Lagoni.

- Derfor er vi rigtig glade for, at vi har fået muligheden for at sætte dette projekt i gang til glæde for vores patienter, siger Lisbeth Lagoni.

Frivilliggruppen er blandet - fra pensionister til studerende, som er en stadig større frivilliggruppe på Aalborg Universitetshospital.

Der er i alt 150 frivillige tilknyttet Aalborg Universitetshospital, heraf otte ved Hobro Sygehus.

Hver tredje indlagt akut

Ifølge Region Nordjylland har mere end hver tredje borger over 65 år med demens haft mindst én akut indlæggelse indenfor et år.

29 procent af de demente borgere over 65 har haft mindst én skadestuekontakt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.