Tændt kogeplade startede brand - nu er hus ubeboeligt

Ild i køkken opdaget af naboer

Peter Witten
Arkivfoto
Ildebrand 11. juni 2019 17:17 - Opdateret 11. juni 2019 17:30

MARIAGER: Et rækkehus på Havnegade i Mariager blev ramt af brand tirsdag eftermiddag.

Ilden opstod i køkkenet, hvor en kogeplade var tændt. Ilden fik fat i skabe og andet inventar i køkkenet, og røgen bredte sig til resten af huset. Til sidst stod der røg op gennem taget.

Ingen var hjemme, da branden opstod, men naboer opdagede røgen kl. 15.37 og ringede 112.

Da brandfolkene nåede frem, var det meste af ilden gået ud.

- Huset var så tæt, at ilden ikke kunne få nok ilt til at brede sig. Huset var røgfyldt, og der var stadig ulmende ild inde i køkkenet, men ikke store flammer, fortæller indsatsleder Caspar Weisberg fra Nordjyllands Beredskab.

Efter branden er rækkehuset ubeboeligt den nærmeste tid.

- Der skal genhusning til, og så skal håndværkere i gang, konstaterer indsatslederen.

Brandskaderne begrænser sig til køkkenet. Men resten af rækkehuset er kraftigt røg- og sodskadet.

Naboer kontaktede den mandlige beboer i rækkehuset, og han kom hjem under brandslukningen.

Tilsyneladende havde han overset, at kogepladen var tændt, da han tidligere på dagen forlod huset.

Nu risikerer han en bøde for at overtræde reglerne i beredskabsloven, oplyser vagtchef Jesper Sørensen fra Nordjyllands Politi.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...