Tæt på vanvidskørsel - 16 bilister taget for at køre for stærkt

57-årig mand kørte 154 km/t, hvor man højst må køre 80 km/t

Færdselspolitiet tog 16 bilister for at køre for stærkt, da de mandag eftermiddag var til stede på Løgstørvej i Nørager, Roldvej ved Haverslev og Mosevej i Ll. Binderup. Genrefoto fra arkivet.

Færdselspolitiet tog 16 bilister for at køre for stærkt, da de mandag eftermiddag var til stede på Løgstørvej i Nørager, Roldvej ved Haverslev og Mosevej i Ll. Binderup. Genrefoto fra arkivet.

Færdselspolitiet noterede 16 bilister for at køre for stærkt, da de mandag 29. november om eftermiddagen tjekkede fart ved Nørager, Haverslev og Ll. Binderup i Rebild Kommune.

To bilisters forseelse er så alvorlig, at de står til en betinget frakendelse af retten til at føre bil. De kørte mere end 60 procent stærkere, end man må, oplyser politiet.

Den ene fartsynder var ifølge Himmerlands Politi i Hobro en 57-årig mand fra Farsø, som på Løgstørvej ved Nørager kørte 154 km/t, hvor højst tilladte hastighed er 80.

- Det er tæt på vanvidskørsel, konstaterer politikommissær Jørn Kresten Nielsen, vagthavende ved Himmerlands Politi.

Den anden, som står til en betinget frakendelse, er en 23-årig mand, som på Løgstørvej ved Nørager kørte med en fart af 146 kilometer i timen.

Derudover står 12 bilister til et klip i kørekortet, fordi de har kørt mere end 30 procent stærkere, end færdselsloven tillader.

De fleste fartsyndere blev noteret på Løgstørvej, men der var også nogle på Roldvej ved Haverslev og Mosevej ved Ll. Binderup.

Vanvidskørsel er, når man kører med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. (ved kørsel med over 100 km/t).

Også kørsel med en hastighed på 200 km/t eller derover samt spirituskørsel med en promille over 2 er vanvidskørsel, hvor politiet kan konfiskere bilen, fremgår det af fdm.dk.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.