Tradium i Hobro udspaltes til Aars

Ny konstruktion skal være med til at styrke den lokale forankring lyder det fra både borgmester Mogens Jespersen, Mariagerfjord, og direktør Ulf Givskov Bender, Erhvervsskolerne Aars

HIMMERLAND:De erhvervsfaglige ungdomsuddannelser i Hobro bliver fremover rodfæstet i Aars fremfor - som nu - hos Tradium i Randers.

Det sker, efter at børne- og undervisningsministeriet netop har forhåndsgodkendt, at Erhvervsskolerne Aars fusionerer med Tradiums afdeling i Hobro.

I praksis er det Tradium, der udspalter hele sin afdeling i Hobro inkl. bygninger, medarbejdere, elever, godkendelser mm. - og overdrager hele molevitten til Erhvervsskolerne Aars.

- Personligt - og på Tradiums vegne - er jeg vemodig over, at vi kommer til at sige farvel til gode kolleger. Men vi har drøftet det i bestyrelsen og har foreslået, at der kun skal være én aktør på det erhvervsrettede område, og jeg er overbevist om, at vi har truffet den rigtige beslutning for både Tradium og de erhvervsrettede ungdomsuddannelser i Mariagerfjord Kommune.

- Det er afgørende, at der i oplandsområder som Himmerland er et bredt udbud af ungdomsuddannelser, og vi er trygge ved, at den opgave i fremtiden er i gode hænder hos Erhvervsskolerne Aars, siger adm. Tradium-direktør Lars Michael Madsen i en kommentar til den nye konstruktion.

For direktør på Erhvervsskolerne Aars, Ulf Givskov Bender, er det vigtigt at understrege, at det ikke er intentionen, at Hobro-afdelingen i fremtiden skal betragtes som en ”underafdeling” af Erhvervsskolerne Aars.

Den lokale forankring skal snarere styrkes, betoner han i en pressemeddelse om overtagelsen af uddannelserne i Hobro.

- Institutionen i Hobro skal ses som en selvstændig lokal enhed, der indgår i en himmerlandsk uddannelsesinstitution.

- Jeg tror på, at vi kan øge indflydelsen fra lokalområdet - samt styrke tilknytningen til skolen, hvilket i sidste ende er til gavn for eleverne her.

- Den nærhed, vi kan lægge i udbuddet, vil komme eleverne til gavn. Vi er i vores DNA en himmerlandsk institution, der er gode til at drive erhvervsfaglig ungdomsuddannelse af høj kvalitet i et oplandsområde, og vi kender til de udfordringer, der kan være forbundet hermed.

- Det vil man også kunne mærke, når vi overtager uddannelserne i Hobro, siger Ulf Givskov Bender.

Han udtrykker i forlængelse heraf stor respekt for samarbejdet med Tradium omkring den nye skolekonstruktion.

- Der har hele vejen været en ekstrem ordentlighed og god stemning imellem institutionerne, og den vil vi i høj grad fortsætte i det fremtidige samarbejde, betoner han.

I både Vesthimmerlands Kommune og Mariagerfjord Kommune tror man på, at ændringen af udbuddet vil have positiv effekt i begge kommuner.

Og først og fremmest ser man det som en klar fordel, at færre udbydere og et mere komplet udbud af ”indgange” til ungdomsuddannelserne vil gøre det mere overskueligt for de unge, når de skal vælge deres uddannelse, samtidig med at det vil være med til at sikre den faglige kvalitet af tilbuddene.

- Der har været en stigende søgning ud af kommunen, som længe har bekymret os, og derfor er vi også glade for, at vi får styrket tilbuddet til vores lokale unge.

- Jeg har en klar forventning om, at det fremtidige uddannelsestilbud i Hobro udbygges væsentligt i forhold til det aktuelle niveau.

- Det er også Erhvervsskolerne Aars’ ambition, og det har vi allerede en lovende dialog om, lyder det således fra borgmester Mogens Jespersen, Mariagerfjord Kommune.

Sideløbende med fusionen af de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser kigger man i Mariagerfjord og Vesthimmerland også på, hvad man kan gøre på folkeskoleområdet for at bakke op om søgningen til de lokale ungdomsuddannelsesudbud.

Den formelle, juridiske godkendelse af udspaltningen/fusionen forventes endelig godkendt af Undervisningsministeriet, når en sammenlægnings- og udspaltningsredegørelse har været til behandling i ministeriet i løbet af første del af 2020.

Man forventer derfor først at kunne tage de første elever i Hobro ind på hhx og eud/eux business under Erhvervsskolerne Aars’ vinger fra sommeren 2020.

Erhvervsskolerne Aars har i dag ca. 1050 årselever, mens den udspaltede afdeling i Hobro pt. har et aktivitetsniveau på lidt over 150 årselever.

I forbindelse med fusionen forventer man i øvrigt, at Erhvervsskolerne Aars kommer til at skifte navn.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.