Ungt par skal drive stort hotel: - Vi har den gejst og gnist, der skal til
Nystiftet anpartsselskab overtager hotellet 1. januar, hvor datter og svigersøn skal stå for at drive det som familieejet virksomhed

Thera Kartz Johansen og Michael Dissing er fra årsskiftet ansvarlige for den daglige drift af Hotel BramslevGaard.
VALSGAARD:Efter at have været til salg siden februar 2021 skifter Hotel BramslevGaard ved Hobro nu ejer her ved årsskiftet.
Købere er et nystiftet familieejet anpartsselskab Kartz Hotel Invest ApS med adresse i Dronninglund, hvor ejerkredsen består af svineavler Frank Kartz Johansen og sønnerne Willads og William samt døtrene Tanja og Thera Kartz Johansen.
Det bliver sidstnævnte, der sammen med sin kommende mand Michael Dissing fremover kommer til at stå for den daglige drift af hotellet.

Thera Kartz Johansen og Michael Dissing i restaurationslokalet, indrettet i en tidligere kostald i forbindelse med en større udvidelse og ombygning af hotellet i 2016 til et tocifret millionbeløb. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
- Vi er begge uddannede receptionister på Comwell Keller Park i Børkop, hvor jeg nu kommer fra en stilling som receptionschef. Vi har begge i lang tid haft en stor drøm om på et tidspunkt at drive vores eget hotel, og planen er at drive BramslevGaard videre i samme ånd og med de værdier med at værne godt om gæsterne, som de hidtidige ejere Jørgen og Lene Bidstrup har skabt gennem en lang årrække, forklarer Thera Kartz Johansen.

Lene Bidstrup overdrager efter godt 30 års ejerskab meget symbolsk Thera Kartz Johansen nøglerne til Hotel BramslevGaard. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Styrke i ung alder
Hun er selv 25 og Michael Dissing 27 år, og deres unge alder betegner hun selv som en styrke i deres nye rolle som ansvarlige for driften af Hotel BramslevGaard.
- Vi har nemlig som ungt par den gejst og gnist, der skal til for at få det her til at lykkes. Det er i forvejen et rigtig veldrevet hotel, hvor vi ser mange muligheder for at sætte vores eget præg. Vi er også begunstiget med en stor styrke, idet vi har hele vores familie i ryggen som opbakning, understreger hun og tilføjer:
- Blandt andet er både min ene bror William og svigerinde uddannede landmænd i Sindal, og deres viden og hjælp kan vi så trække på med hensyn til pasningen af de 60 stykker Hereford kødkvæg, som også indgår som en del af overtagelsen af BramslevGaard.
Stedet har stort potentiale
Uanset at stedet er veldrevet som hotel, så ser Thera Kartz Johansen et kæmpe udviklingspotentiale.
- I første omgang skal vi lige lære de nuværende 11 fastansatte og de løst ansatte at kende og mærke og fornemme hele ånden i stedet, inden vi på et tidspunkt måske med nybyggeri vil udvide værelseskapaciteten. Der er også mulighed for at etablere konferencerum i hovedbygningens kælderetage, der i øjeblikket bliver benyttet som lagerrum, påpeger hun.
Længerevarende købsproces
Hendes far Frank Kartz Johansen er aktiv på forskellig vis inden for landbrug i Dronninglund.
- Han kendte derfor godt BramslevGaard, og vi besøgte stedet første gang her i sommers efter vi erfarede at stedet var udbudt til salg. Efterfølgende skulle hele familien lige mærke efter om stedet nu også var noget for os at investere i. Der er jo et stort spring fra landbrug til hotelbranchen, erkender Thera Kartz Johansen med et smil.

BramslevGaard ligger med udsigt til Mariager Fjord og har et jordtilliggende på 67 hektar. Arkivfoto: Torben Hansen
Først her de sidste to måneder op til jul kom der rigtig gang i forhandlingerne. Hvad den endelige købspris blev vil hun dog ikke røbe her tæt på overtagelsen.
- Et af de store udfordringer ved handelen har været selve finansieringen, fordi banker generelt ikke er meget for at låne penge ud til hoteldrift. Heldigvis fik vi en aftale med Nykredit om lån samtidigt med at sælgerne også har hjulpet os med at få den resterende finansiering på plads, forklarer hun og tilføjer:
- Så efter at det hele nu er på plads omkring handelen glæder jeg og min kommende mand os rigtig meget til at flytte ind her på BramslevGaard i begyndelsen af det nye år. Det er nemlig utroligt vigtigt med fortsat nærvær med gæsterne i det daglige.
Hotel BramslevGaard
Bramslevgaard er oprindeligt opført i 1865.
Herregårdshotellet modtog sine første gæster i påsken 1959, og har siden med familien Bidstrup som ejere i to generationer fungeret som beværtning med overnatning for gæster.
Gennem årene er der sket flere tilbygninger og renoveringer, senest i 2016 til et tocifret millionbeløb med blandt andet et nyt køkken, restaurationslokale og festsal til 150 gæster samt en udvidelse af værelseskapaciteten med ni værelser og modernisering af de eksisterende.
Til stedet hører 67 hektar landbrugs- og agerjord med direkte adgang og udsigt til Mariager Fjord og med 60 græssende Canadian Hereford kvæg.
Selve hoteldelen rummer 28 værelser, á la carte restaurant, 10 konference- , møde- og festlokaler af forskellige størrelser samt et wellness-område.
Sælger af Hotel BramslevGaard er ægteparret Jørgen og Lene Bidstrup, der efter 30 år som ejere har nået pensionsalderen og nu flytter til Fyn tættere på børn og børnebørn.
Ejendomsmæglerfirmaet Evald Borup i Skørping har stået for salget, og BramslevGaard blev sat til salg i februar 2021 til en pris på 35 mio.
Køber er det nystiftede familieejede anpartsselskab Kartz Hotel Invest ApS med adresse i Dronninglund.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.