Gymnasiale uddannelser

Marie danser i sin storesøsters fodspor

Sammen med rektor Birger Axen førte hun an, da lancieren ved skolefesten i aftes blev åbnet med indmarch

HOBRO:Hf-elev Marie Frandsen fra 2.p på Hobro Gymnasium dansede i sin storesøsters fodspor ved den traditionsrige skolefest på Hobro Gymnasium og HF-kursus i aftes. Præcis som sin søster Hanne Frandsen for syv år siden havde Marie Frandsen selveste gymnasiets rektor Birger Axen som dansepartner og var i front, da lancieren blev åbnet med en indmarch. Vi mødte Marie Frandsen, da hun fem timer før festens begyndelse skulle have håret sat fint op hos frisøren. Storesøster Hanne var også med. Marie Frandsen var meget, meget spændt. - Men jeg er ikke mere nervøs, fordi jeg skal danse med rektor. Jeg tror, han har lige så lidt styr på det som jeg har! Det skal nu nok gå, for vi har øvet os meget, fortalte Marie Frandsen. At den unge pige fra Kielstrup skulle blive rektors dansepartner ved skolefesten 2005 blev bestemt for to år siden, da hun var til et introduktionsmøde om hf. Rektor spurgte, om Marie ville føre traditionen videre, og hun sagde ja. En tradition, som hendes søster altså grundlagde. Hanne Frandsen gik i en sproglig klasse, hvor samtlige hendes klassekammerater var piger. Alle mulige dansepartnere var altså af samme køn. - Jeg ønskede ikke at danse lancieres med en pige. Derfor spurgte jeg rektor, om han ville være min dansepartner. Jeg tror han var vældig beæret over, at nogen ligefrem spurgte. Det kom til at stå i min blå bog, fortæller Hanne Frandsen. Når hun tænker tilbage på skolefesten for syv år siden, er det især synet af kammeraterne i det fine tøj, der dukker frem på nethinden. Selv havde hun fået syet en kjole til lejligheden. Festen var også præget af lidt vemod, fordi tiden på gymnasiet var ved at være slut for Hanne Frandsens vedkommende. Siden har hun uddannet sig til sygeplejerske i Silkeborg og har fået mand og barn. Søsteren Marie har planer om at komme ud og tjene nogen penge, når hun bliver hf-student til sommer. På længere sigt vil hun uddanne sig til diætist på Århus Universitet. Men i går eftermiddag kredsede Marie Frandsens tanker naturligvis mest om den nære fremtid - den store fest. - Når jeg er færdig her hos frisøren skal jeg bare sidde til pynt derhjemme og passe på, at der ikke er noget, der falder sammen, fortalte hun. Spørgsmålet er, om rektor Birger Axen havde gjort lige så meget ud af sit hår som sin yndige dansepartner? - Der er ikke så meget hår at gøre noget ved. Det er vist mest noget for de yngre, og for det andet køn! svarer Birger Axen. Til gengæld har han øvet på lancieren i mange år. Birger Axen er student fra 1963, og lige siden har han holdt dansefærdighederne ved lige. Både ved den årlige skolefest på gymnasiet og i forbindelse med familiefester.