EMNER

Marie rundede 100 år i fin stil

Marie Haven fra Sindal ser tilbage på minder fra et langt liv

Marie Haven og datteren Ruth Schütt hygger sig på Vendelbohjemmet. Foto: Kurt Bering

Marie Haven og datteren Ruth Schütt hygger sig på Vendelbohjemmet. Foto: Kurt Bering

SINDAL:- Det er jo klart, at jeg ikke kan huske så meget, når jeg er fyldt 100 år. Marie Haven fra Vendelbohjemmet i Sindal melder klart ud. Hun rundede sidste søndag det skarpeste hjørne et mennesker kan runde - de 100 år - og det gjorde hun i fin stil. Hun har, indtil hun fyldte 98 år og flyttede på plejehjem, klaret sig selv, boet i Lendum, Em og i Sindal, og Marie Haven kigger med tilfredshed tilbage på de seneste 100 år. - Jeg synes, det er gået godt, og det synes jeg også, det gør her på hjemmet. Er du også glad? Det er det vigtigste, at man er glad, siger Marie henvendt til datteren Ruth Schütt. Ruth bor også på Vendelbohjemmet og sidder i en af sofagrupperne i opholdsstuen sammen med sin nu 100-årige mor og Maries barnebarn Johnna Schütt samt Edith Olesen, der har været besøgsven for Marie Haven. I dag får Marie Haven desuden en snak med besøgsvennen ”Lønne”. Marie Haven er den næstældste ud af en søskendeflok på ti. Hun er den eneste, der stadig lever og kan se tilbage på opvæksten i Lendum på en lille husmandssted. Den tid husker hun fint. Det kniber lidt med alt det, der er sket i hendes liv i nyere tid. - Jeg var ude at tjene på gårdene. Jeg var pige, og det traf også, at jeg var med i køkkenet, og jeg var med i marken. Det var ikke altid sjovt at være i marken. Det var hårdt, og nogle gange ville man jo hellere være inde, siger Marie Haven. Hun fik sit eget hjem med mand og barn, og det er også en tid, Marie Haven tænker tilbage på. - Havde I det godt, eller var jeg streng?, spørger hun datteren Ruth med et lille kruset smil. - Jamen, vi havde det da godt, forsikrer Ruth. Marie Haven har en datter, tre børnebørn og otte oldebørn og har levet alene de seneste syv år. Hun mindes især den tid, hvor hun havde systue i Lendum som en god tid. Syede for fremmede - Jeg syede for fremmede og havde en symaskine. Til sidst fik jeg også en trædemaskine, men jeg ved faktisk ikke, hvor den er nu. Den var temmelig dyr, husker Marie Haven. Barnebarnet Johnna fortæller, at symaskinen står hos hende og at den stadig bliver brugt af og til. - Ja, og du syede jo også dukketøj til mig, mormor, tilføjer Johnna. - Nå, det gjorde jeg. Du har nok været glad for at få skræddersyet tøj, kruser Marie igen og fortæller, hvor glad hun er for, at symaskinen er i gode hænder. Skulle vende jakken - Der kom også en gang en til mig og bad om at få en gammel jakke sprættet op, så den kunne blive vendt. Hun var så glad, og den var flot, mindes Marie, der prøver at komme i tanker om, hvem det var, der kom med jakken. - Det var fra Topholt. Dem syede du jo meget for, husker Ruth. - Det er rigtigt. Men der er jo grænser for, hvad man kan huske, når man er så gammel, siger Marie Haven, der må siges at runde et skarpt hjørne i ualmindelig fin stil.