Marineforeningens mine luner hos enker

Enker af sømænd får en lille ekstraskilling fra marineforeningens minebøsse

HIRTSHALS:Placeringen af den store mine fra 1. verdenskrig, der i mange år har fungeret som indsamlingsbøsse til hjælp for efterladte efter danske sømænd er meget diskret. Det er nærmest som om, den står i en skammekrog. Boltet fast i en lille betonanretning til højre for Trappemonumentet, der binder Den grønne Plads sammen med Nordvestkajen. Men med sin rødhvide bemaling gør den dog på sin helt specille facon opmærksom på sig selv. Og et skilt med følgende ordlyd: For tapre sømænds liv, hans efterladte barn og viv, jeg her står og beder "Giv." En sentens, der i sin enkelthed er let forståeligt, og som fortæller hvorfor minebøssen står her. Marineforeningen i Hirtshals gør heller ikke på nogen måde reklame for minen og dens godgørende formål. - Vi beder ikke om almisser.Minen står her, og de forbipasserende kan helt frivilligt tage stilling til om, de vil putte noget i den, forklarer fiskeopkøber Karl Erik Vandkrog, bestyrelsesmedlem i Marineforeningen. For fjerde gang skal han i år besøge de fem pensionerede enker, der opfylder foreningens krav til at modtage en lille julehilsen fra foreningens minebøsse. Bøssen bliver tømt hvert forår. Og der kan være meget andet end mønter i. Tyggegummi f.eks. kan placeres så strategisk, at det bliver svært at få mønter ned.Men foreningens forhenværende formand Kesse Jørgensen Pedersen var skrap til at holde sprækken ren for den slags. Snakken falder på Kesse, for det er enken efter ham, der her en ugestid før jul får besøg af Karl Erik Vandkrog. Velkomsten er hjertelig. Elly Pedersen byder straks på en lille ting, og så går snakken. Hun hører dårligt. Er døv på det ene øre, og bruger høreapparat i det andet, men er ellers frisk og rørig. Det med hørelsen er Karl Erik Vandkrog forberedt på, så de to hygger sig med gode minder om Kesse, der i en årrække var formand for den forening hans hjerte bankede for, nemlig marineforeningen. Kesse var fra Hanstholm og tog som 16 årig ud at sejle.Det var under krigen. I 1947 flyttede han tilHirtshals og blev gift med Elly. sammen fik de tre døtre og en søn. Han var fisker med egen kutter. -Han døde alt for tidligt 28. december 1999, fastslår Elly Pedersen. Hun fortæller, at hun og en bror fra Bindslev i dag har været ude for at finde et juletræ. Det lykkedes ikke. -Jamen, det ordner jeg. Jeg indgik en aftale med Kesse om, at jeg skal passe på dig, hvis han døde før mig, påstår Karl Erik Vandkrog. Elly er tydeligvis glad for at få besøg af Vandkrog. - Skal du ikke se, hvad der er i kuverten. -Jeg nyder sådan at have besøg, så jeg mente, det kunne vente, siger Elly og åbner kuverten med julehilsenen. -Ja, det er ikke steget siden sidst, men det er, hvad det kunne blive til. -Jamen det er da flot, siger Elly Pedersen taknemmeligt. At disse hyggestunder ved julebesøgene hos de ialt fem enker, der i år får en hilsen fra Marineforeningen, kan blive langvarig, kan KarlErik Vandkrog tale med om. -Det er så hyggeligt, og så byder de altid på en lille én. Hvor hyggeligt det er, var jeg nok ikke rigtig forberedt på den første gang, hvor jeg var rundt 23. december. Det betød, at jeg kom temmelig sent hjem. Og det år var min appetit på and og ris alá mande juleaften ikke den allerstørste. Han påstår at han har lært af det. I hver fald er det ikke 23. december, enkerne får besøg mere.