Bortførelser

Mario mod nye højder

Super Mario Galaxy 2 overrasker med sprudlende iderigdom

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det er tydeligt, at Nintendos bane-byggere har skaberglæden og legesygen i behold.

SPIL:Super Mario Galaxy 2 Ved første blik ligner spillet sin forgænger til forveksling. Og historien kan kun interesse Nintendo-nørderne: Prinsesse Peach bortføres af den slemme Bowser - og så videre. Men man skal ikke mange minutter ind i Nintendos nye platformspil, før underkæben lige så stille begynder at sænke sig. Den legesyge opfindsomhed hos Nintendos banebyggere kender tilsyneladende ingen grænser. Spillet bliver ved at overraske med overskudsagtige påhit. Det ene øjeblik kæmper du mod en dræberrobot, det næste ruller du af sted som en kugle. Når du da ikke flyver rundt som en bi - eller udforsker lofterne med hovedet nedad i en verden med omvendt tyngdekraft. Banerne leger veloplagt med retning og perspektiv. Så her er udfordring til både hjerne og fingerfærdighed. Helt usædvanligt leveres spillet med en dvd, der skal hjælpe nye spillere i gang. Filmen er desværre ikke oversat til dansk, så værdien er nok begrænset. Men selv om spillet er sværere end forgængeren, og kameravinklen driller et par steder, er her så mange indbyggede tips, at det sjældent bliver rigtigt frustrerende. Du har nye muligheder for at påvirke banerne. For eksempel ved at skabe skyer i den blå luft eller grave huller i jorden. Men de vigtigste nyskabelser knytter sig til Yoshi, den altædende dinosaurus, som Mario nu får lov at bruge som ridedyr. Med de rette bonus-dimser kan Yoshi svæve som en ballon, afsløre usynlige genstande - eller spæne så hurtigt, at I kan løbe på vandet. Styringen får det optimale ud af Wii-fjernbetjeningen. Og når man er to foran skærmen, kan den ene hjælpe med at sætte fjenderne ud af spillet. Variationen fuldendes med en række 2D-baner, som er noget nær perfekt designet. Nyt og gammelt går her op i en højere enhed, der ikke kun vil fryde nostalgikere. Det samme gælder musikken, som leverer et atmosfærisk miks af friske kompositioner og nyfortolkninger af gamle Mario-melodier. Dette er et af de bedste Mario-spil til dato - måske det allerbedste. Ifølge Gamerankings.com, der sammenregner konklusioner fra alverdens anmeldelser, er Super Mario Galaxy 2 allerede oppe at ringe som det tredjebedste spil nogensinde. Og der er kun 23 promille-point op til alle tiders næstbedste spil, som sjovt nok er forgængeren: Super Mario Galaxy. Førstepladsen indtages i øvrigt af en anden Nintendo-klassiker: Legend of Zelda: Ocarina of Time. Nintendos spildesignere kan noget ganske særligt med disse spilgenrer. De geniale indfald flyder i så let og lind en strøm, at det opleves som ren spilmagi. Søren Bang Hansen bang@bangmedia.dk