Marionetteater spiller "Skyggen" i Skørping

SKØRPING:Lørdag 18. juni kan man igen opleve Skørping Marionetteater spille H. C. Andersens "Skyggen" i Kinorevuen i Skørping. Stykket havde premiere i Kinorevuen 9. april og er i mellemtiden også blevet opført på Vejgård Bibliotek, men vender altså nu tilbage til Skørping som en eftermiddagsforestilling. Det skal dog ikke forlede én til at tro, at forestillingen egner sig for små børn, for det gør den ikke, understreger Else Marie Almeborg fra Skørping Marionetteater. "Skyggen" er dramatiseret af Ole Dan Larsen og instrueret af Niels Damkjær, mens Gunilla Rosenberg står bag scenografi, Asta Fog Larsen lyddesign og Lars Korsbæk lysdesign. Forestillingen er støttet af Skørping Kommune, Nordjyllands Amt, H. C. Andersen 2005 og DATS, og billetter til forestillingen lørdag 18. juni kan bestilles på Skørping Bibliotek eller købes ved indgangen.