Klim

Maritim kok åbner virksomhed på land

KLIM: Konrad Nielsen i Klim er uddannet kok og arbejder i faste perioder så fjernt fra landjorden som på en boreplatform i Nordsøen. Det forhindrer ikke, at han nu åbner en hobbyvirksomhed på hjemadressen med navnet Klim Haveservice. Det sker 15. april, og fra den dag tilbyder han alle former for pasning og pleje af haver, lige fra lugning og græsslåning til hækklipning og udtynding af hegn og større beplantninger. - Min arbejdstid med 14 dage på havet ad gangen og lang tid hjemme gav mig lyst til at prøve dette her, fortæller Konrad Nielsen, der både påtager sig havearbejde på hverdage og i weekender. Han henvender sig både til private og erhvervsvirksomheder, og han påtager sig for eksempel også at klippe frit omkring landbrugenes el-hegn. Konrad Nielsen tilbyder også sommerhusejere hel- eller halvårlige aftaler om opsyn med deres huse, f. eks. en gang om ugen, for at tjekke, at alt er i orden. Han oplyser, at han vil køre sin hobbeyvirksomhed på timebasis, men han giver også gerne tilbud på et arbejde på forhånd.ms