Frederikshavn

Maritime muligheder i Dubai og Mellemøsten

Konference sætter fokus på danske virksomheders muligheder i Dubai

Axel Christian Klafstad, der er commercial adviser inden for olie & gas og det maritime område ved generalkonsulatet i Dubai, gæster Frederikshavn 3. oktober.

Axel Christian Klafstad, der er commercial adviser inden for olie & gas og det maritime område ved generalkonsulatet i Dubai, gæster Frederikshavn 3. oktober.

FREDERIKSHAVN: Det store fald i oliepriserne har reduceret mange aktiviteter inden for offshore og den maritime branche.

I Dubai er der dog forsat en ambitiøs vækststrategi for det maritime område, som giver muligheder for de danske virksomheder. Det sætter det danske generalkonsulat i Dubai fokus på ved et arrangement i Frederikshavn den 3. oktober.

For nylig lancerede regeringen i Dubai en maritim strategi, hvor målet er at blive globalt centrum for den maritime industri. Med mere end 170,000 havneanløb, en årlig containertrafik på 50 millioner TEU’s og en voksende offshorebranche, hvor ca. 2,500 specialskibe opererer, er Mellemøsten uden tvivl ved at blive en af de vigtige regioner for den maritime branche. Mellem 2003 og 2013 er havneaktiviteten i Dubai steget med 150 procent.

Det giver muligheder for de danske maritime virksomheder, oplyser det danske generalkonsulat i Dubai.

Stor aktivitet

- I tillæg til skibsaktiviteten i regionen er der en række projekter relateret til branchen f.eks. udvidelse af havne, godsterminaler, osv. til en samlet værdi af mere end 100 milliarder US dollars. Dette er medvirkende til etableringen af adskillige skibsværfter og andre faciliteter relateret til den maritime sektor.

Derudover har regionen en central placering som hub mellem Europa, Asien og Afrika, som har medført, at en række industrier etablerer sig for at udnytte både de lokale muligheder samt den strategiske placering, siger Axel Christian Klafstad, der er commercial adviser inden for olie & gas og det maritime område ved generalkonsulatet i Dubai.

I Frederikshavn 3. oktober

Mandag den 3. oktober kan man på en eftermiddagskonference hos Erhvervshus Nord i Frederikshavn høre Axel Christian Klafstad fortælle mere om branchen og mulighederne for de danske virksomheder. Man tilmelder sig arrangementet via Erhvervshus Nords hjemmeside.

- Vores virksomheder har været gode til at se på alternative markedsområder for at opretholde deres aktivitetsniveau i lyset af færre offshore-opgaver fx i Norge. Mange kigger også på alternative markeder rent geografisk, og her kan Dubai og Mellemøsten være et interessant marked, siger Per Frank Hansen, erhvervskonsulent i Erhvervshus Nord.

I lyset af disse mange muligheder besøger den danske erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen Dubai, når der afholdes Dubai Maritime Days den 31. oktober til den 2. november.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.