Maritimt servicefirma skaber vækst på global arbejdsplads

Scanel International åbner afdeling i Miami

FREDERIKSHAVN:”Ny nordjysk komet i maritim service,” skrev NORDJYSKE, da det globalt orienterede el-, ventilations- og sprinklerinstallationsfirma Scanel International A/S med 120 ansatte i Brovst i december sidste år overtog Semco Maritime med 50 ansatte i Frederikshavn. Semco Maritime havde haft sin storhedstid på Danyard og Ørskov. Her nøjagtigt et år efter Scanels overtagelse og trods et Ørskov-værft fattigere i Frederikshavn, er der fortsat masser af fart på kometen. - Selv om vi arbejder inden for en trængt branche, kører det temmelig godt. I øjeblikket har vi små 100 ansatte i arbejde i Frederikshavn inklusive underleverandører, fortæller medejer af Scanel International, Palle Lavrsen. - Generelt ligger beskæftigelsen lokalt nu mellem 70 og 100 ansatte og totalt i hele virksomheden mellem 130 0g 200 alt efter sæson og aktiviteter, supplerer afdelingsleder i Frederikshavn, Torben Mikkelsen. Firmaet har i Frederikshavn adresse i den maritime erhvervspark og elektroværkstedet på Langerak . De ansatte fordeler sig overvejende på elektrikere, elektromekanikere og smede samt ingeniører. Alsidighed Alsidigheden og opgaverne på værfter og skibe internationalt samt de mange reparationsopgaver for andre virksomheder på elmotorer, elektronik- og svejsemaskiner samt andet materiel på værkstedet i Frederikshavn er en væsentlig del af forklaringen på, at Scanel også i en trængt tid for branchen formår at skabe vækst. For blot en måned siden har afdelingerne i Brovst, Skagen og Frederikshavn fået følgeskab af en afdeling i Miami. Tre Scanel-folk er fast udstationeret i firmaet på den amerikanske østkyst, og er der til de varierende opgaver ombord på krydstogtskibe behov for flere, sendes forstærkninger over fra Danmark. - Forklaringen på vores nye afdeling i Miami er, at vi gennem en årrække har arbejdet for to-tre af de store krydstogtskibsværfter i Finland. Vi har meget arbejde deroppe, og ønsket fra rederierne har været, at det også var os, de kunne få fat i, når skibene er kommet i sejlads og har brug for service, fortæller Palle Lavrsen. Også en række norske værfter er gode kunder hos Scanel, og hvor der nu igen er opdrift i skibsnybygningerne. Lokalt er der et tæt samarbejde med Orskov Yard. I Skagen, hvor 10 mand er ”udstationeret” med base på Danish Yacht, gælder det arbejdet med luksussejlerne, samt opgaver for Karstensens Skibsværft. Sommerjob i Thule En årlig tilbagevendende sommerbase er også Thule, hvor Scanel i de seneste tre år har udført el-arbejde på basen for US Air Force. Blandt hjemlige rederier er DFDS og Tor Line de store kunder, hvilket i øjeblikket ses af en stribe på tre Tor Line ro/ro-skibe, der netop i disse måneder på skift ligger til værftskaj i Frederikshavn for bl.a. omfattende hovedmotor-renoveringer. - På de tre Tor-skibe er vi underleverandører til Orskov. Vores opgave består i at trække ekstra kabler til kølecontainerstik på skibene og i at udføre alt det elektriske arbejde i forbindelse med motor-reparationerne, fortæller Torben Mikkelsen. Nyeste finesse til brug ved fejlfindinger i de elektriske installationer er termografering. - Med infrarødt kamera kan vi spore temperaturforskelle og dermed ”dårlige elektriske forbindelser” samt dårlig isolering. Termograferingen bruges også til at finde varme flader på dieselmotorer, og som fortæller, hvor ”tampen brænder”, forklarer Torben Mikkelsen. Travlt nyt år Januar og februar, hvor færger og passagerskibe skal ind til de årlige eftersyn eller planlagte reparationer, er traditionelt ekstra travle måneder også for Scanel. - Med det vi kan se, der er på vej, kører vi lige på grænsen med nok folk, så det er meget muligt, at vi skal bruge flere elektrikere og smede efter nytår, lyder slutreplikken fra Palle Lavrsen og Torben Mikkelsen.