Sport

Mark O. Madsen: OL-medalje i Rio var det største

Danske Mark O. Madsen er stolt af sin karriere som bryder, efter at han tirsdag indstillede karrieren.

Mark O. Madsen vil i fremtiden fokusere fuldt ud på kampsporten MMA, efter at han har indstillet karrieren som topbryder. Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen

Mark O. Madsen vil i fremtiden fokusere fuldt ud på kampsporten MMA, efter at han har indstillet karrieren som topbryder. Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen

Mark O. Madsen hentede i 2016 sølvmedalje i brydning ved OL i Rio, og det er den præstation, han selv anser som sin karrieres højdepunkt.

- OL-medaljen i Rio står nok som karrierens største resultat, men der har også været et hav af kampe mod verdensmestre og olympiske mestre, hvor jeg har vundet, som også står som højdepunkter.

- Men OL er jo det største inden for brydning, så den står som det største, siger Mark O. Madsen.

Den danske topbryder meddelte tirsdag, at han indstiller karrieren for i stedet at satse på at komme til tops i kampsporten Mixed Martial Arts (MMS).

Dermed står det klart, at den 33-årig forhenværende bryder ikke kommer til at repræsentere Danmark ved OL i Tokyo i 2020.

Han har måske heller ikke så meget til gode på den konto, da han har deltaget ved OL tre gange i karrieren.

Mark O. Madsen var også med i London i 2012 og i Beijing i 2008.

Han kigger da også tilbage på en karriere, der har givet mange oplevelser.

- Det har været spændende. Den har været udfordrende, og så har den jo budt på en masse gode oplevelser.

- Jeg er kommet tæt på at opnå det, jeg ønskede. Jeg arbejdede med det på den måde, at jeg var den bedste version af mig selv.

- Jeg synes, jeg kom rigtig tæt på. Jeg holdt fokus på det, jeg kunne kontrollere, som var min træning, min kost, min søvn, min familie, min restitution.

- Jeg er stolt af det, jeg fik ud af det, siger Mark O. Madsen.

Nu fokuserer falstringen i stedet på nye udfordringer i MMA.

- Jeg vil gerne finde ud af, hvor god, jeg kan blive i MMA. Det er nogle idéer og tanker, jeg har haft i rigtig lang tid helt tilbage til 2013 og 2014.

- I virkeligheden er det en nysgerrighed på, hvor god, jeg kan blive. Hvad kan jeg drive mit potentiale til i den her sport?

- Målet er UFC (Ultimate Fighting Championship) og at kunne være med i megakampe i UFC-regi og kæmpe mod nogle af de bedste i verden, hvis jeg gør mit bedste, siger Mark O. Madsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst