Markant fald i antal langtidssyge
Hjørring Kommune fastholder gevinster ved samarbejdsprojekt med Falck

Ivan Leth (S), formand for arbejdsmarkedsudvalget i Hjørring Kommune vil have fokus på at antallet af langvarige sygedagpengesager fortsat daler. Arkivfoto: Hans Ravn Hans Ravn
HJØRRING:Antallet af borgere med mere end 52 ugers sygeperiode er siden 1. april 2009 faldet fra 250 til 145 hen over vinteren 2013.
Det betyder at Hjørring Kommune har en markant bedre udvikling i fald af langtidssyge borgere end landet som helhed og i forhold til sammenlignelige kommuner.
- Målet er at komme ned på 100 langvarige sager. Vi skal stadig have fokus på det område fremover for at nå det, understreger formand for arbejdsmarkedsudvalget Ivan Leth (S).
Nedbringelsen af de langvarige sygedagpengesager er et af de positive resultater, som et treårigt samarbejde mellem Hjørring Kommune og Falck Jobservice, som sluttede for knap et år siden.
- Vi har lært så meget af projektet med Falcks Jobservice, at vi bagefter har sagt, at vi kan selv. Vores borgere får en professionel og afklarende sagsbehandling, mener Ivan Leth.
Hvis indsatsen fra det sidste samarbejdsår med Falcks Jobservice fastholdes på samme linje betyder det, at Hjørring Kommune fremover kan spare 25 millioner kroner om året på budgettet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.