Markant formandsvalg i 3F

Urafstemningen satte i en klar afgørelse kryds ved Morten Dahlberg Nielsen

Morten dahlberg er i en klar afgørelse blandt medlemmerne valgt til ny formand i 3F Nordøstvendsyssel. Arkivfoto

Morten dahlberg er i en klar afgørelse blandt medlemmerne valgt til ny formand i 3F Nordøstvendsyssel. Arkivfoto

Den 42-årige Morten Dahlberg Nielsen er ved urafstemningen valgt til ny formand i 3F Nordøstvendsyssel. 1697 eller 34 procent af afdelingens i alt 4871 stemmeberettigede afgav deres stemme inden fristens udløb tirsdag, og 1095 stemte på den tidligere SiD-formand i Skagen og siden 2005 faglig sekretær og bestyrelsesmedlem i 3F Nordøstvendsyssel, Morten Dahlberg. Faglig sekretær Bent H. Pedersen opnåede 445 stemmer, mens outsideren Bjarne Mørch Larsen overraskende trak 145 stemmer. Den nyvalgte formand starter i sit ny job på mandag. I morgen, fredag, er der goddag- og farvel-reception, hvor den afgående formand Bent Christensen takker af efter knap syv år på posten og som "fast inventar" siden 1985 i først SiD i Frederikshavn og siden 3F Nordøstvendsyssel. Født i Sæby Den ny formand er født i Sæby. I 1984 fik han job i fiskeindustrien i Hirtshals, blev siden tillidsmand og fra 1993 faglig sekretær og bestyrelsesmedlem i SiD i Hirtshals. I 1996 kom han til SiD Skagen som faglig sekretær og blev formand i 2004. Ved fusionen i 2005 mellem SiD og KAD til 3F fulgte 1900 medlemmer fra de to afdelinger i Skagen med ind i den ny 3F Nordøstvendsyssel med SiD og KAD i Frederikshavn som den største fusionspartner og SiD i Sæby som lillebror. Morten Dahlberg bliver chef for 24 ansatte i 3F-bygningen i Skippergade samt servicekontorerne i Skagen og Sæby. Åben og markant Selv betegner han sig som åben, engageret og involverende. - Jeg er ikke den højtråbende type, men kan være markant, siger han, og hentyder blandt andet til, at hvis medlemmer kommer i klemme, så vil han være oppe at markere. Med en ledighed på mellem 12 og 18 procent og med mange medlemmer på supplerende dagpenge, ligger afdelingen langt over landsgennemsnittet. Dermed venter arbejdsopgaver nok for den ny formand, der som omtalt i NORDJYSKE på onsdag skal forsøge at overbevise politikerne i Folketingets arbejdsmarkedsudvalg om, at det ny udspil om supplerende dagpenge ikke bør omfatte de ansatte i fiskeindustrien. Privat er Morten Dahlberg far til fire i alderen halvandet til 17 år. Sammen med samleveren Heidi Pedersen, der er morgenkok på Ruths Hotel i Højen, har familien bopæl i Tversted. Planen er at flytte til Frederikshavn.