Lokalpolitik

Markant leder takker af

Positiv, synlig og med holdninger, der ikke er til at tage fejl af

BRØNDERSLEV:Brønderslev Kommunes kommunaldirektør Arne Bak Andersen har i morgen sidste arbejdsdag efter et helt liv i kommunens tjeneste. Hermed takker en markant leder af. Arne Bak Andersen er i og uden for Brønderslev kendt for sit gode humør og sin positive indstilling til tingene. Han taler om udfordringer og ikke problemer, og livsfilosofien er, at man ikke skal tage sorgerne på forskud. Arne Bak Andersen fejrede 1. marts 40-års jubilæum som ansat ved Brønderslev Kommune. Lederkarrieren startede i 1964 som kæmner i Vrensted-Thise, og efter kommunalreformen blev han ansat ved Brønderslev Kommune som sekretariatschef. Arne Bak Andersen har været kommunaldirektør siden 1. juli 1986. Igennem hele arbejdslivet har han brugt tid på efteruddannelse. Også sine medarbejderes efteruddannelse har han altid sat højt på dagsordenen. Og da der i sin tid skulle indføres nye It-systemer, var kommunaldirektøren en af dem, der gik forrest. Synlig ledelse har han praktiseret i Brønderslev, og hverken medarbejdere eller politikere har været i tvivl om hans holdninger. Han har aldrig været bleg for at træffe beslutninger - heller ikke de mindre populære. Han sætter samarbejde og dialog højt, og derfor lytter han altid til andres holdninger, inden han træffer en beslutning. Arne Bak Andersen har valgt selv at stoppe for at hellige sig familielivet - ikke mindst barnebarnet Astrid.