Markbrand tæt på at sprede sig til plantager - men landmanden tænkte hurtigt
Brand ved Lundby gik ud over flere hundrede kvadratmeter høstet mark men kunne have været langt værre
LUNDBY: Lørdag eftermiddag opstod der ild i en halmpresser under arbejde på en mark ved Lundby i den vestlige del af Aalborg Kommune.
Det betød, at brandfolkene fra Nordjyllands Beredskab i Aalborg måtte ud på en længere køretur, og imens spredte ilden sig til flere hundrede kvadratmeter høstet og knastør mark.
- Faktisk var den på vej til at sprede sig til to forskellige plantager i hver sin retning, så det var rimelig alvorligt, fortæller indsatsleder Søren Korsgaard.
Så galt gik det dog ikke, for der blev handlet hurtigt af de folk, der var i gang med markarbejdet:
- Man må sige, at de handlede hurtigt. For de begyndte at grave sand og smide det hen over ilden for at holde den nede. Og selvom vi havde langt derud, lykkedes det også at redde traktoren, som halmpresseren var spændt efter. For landmanden havde parkeret den rigtigt op mod vinden. Ellers havde det set helt anderledes ud. Så snarrådighed og omtanke gjorde forskellen, konstaterer Søren Korsgaard.
Beredskabet blev tilkaldt første gang klokken 13.45 og måtte faktisk tilbage til Lundby ved 16.30-tiden. Nogle gløder havde ligget og ulmet i jorden og blussede op. I anden omgang var det dog ikke en stor opgave for brandfolkene.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.