Marked og åben have på Vrejlev Kloster

VREJLEV:Søndag 1. juni er der Klostermarked på Vrejlev Kloster, som i lighed med sidste år byder på 35 overdækkede boder, der indeholder lidt af hvert - f.eks. pileflet, keramik, malerier, vin, ost, høns og honning, krukker, havemøbler og smykker. Desuden har Kirsten Blichert, som ejer klosteret, arrangeret forskellige musikalske indslag, der spænder fra klassisk guitar af Karen Duusgaard, der underviser på Randers Musikskole, til en gang "gårdjazz" med musikere fra Hjørring. Desuden er der adgang til klosterhaven, hvor rhododendronplanterne står i blomst. - Skulle jeg ønske mig noget for dagen, er det solskin fra en skyfri himmel og vindstille, for de 35 pavilloner, som dækker boderne, letter ved det mindste vindpust, siger Kirsten Blichert. Udover klostermarkedet har Vrejlev Kirke åben, hvor der både er højmesse, foredrag og koncerter. Klostermarkedet har åbent fra kl. 10.30 til 16.30, og der skal betales en mindre entré.