Marked sadler om

Jazz og cirkus i Kongerslev

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nyhed: Cirkus ChangHigh, der også byder på åben workshop om kunsten, at køre på et-hjulet cykel. arkivfoto: michael bygballe

KONGERSLEV:Kanonlauget fra Mou skyder i dag det traditionsrige Kongerslev Heste-& Kræmmermarked i gang, og der er nye boller på suppen. Markedet trak engang op mod 50.000 gæster, og det har fortsat stået som en publikums-magnet de senere år, men på et lavere blus. Sidste år oplevede arrangør borgerforeningen et mindre underskud på 18.000 kroner. - Det er bestemt til, at leve med. Men vi skulle jo gerne score et overskud, og forsøger denne med tilbud til et endnu bredere publikum, siger formanden for Kongerslev Borgerforening siden marts, Inge Jensen med tilnavnet ”Sus”. For første gang byder markedet på jazz. Det sker fredag, hvor King Georges Dixieland Stompers går på scenen i Bojes Telt, der denne gang er større end nogensinde. - Jazz tiltrækker formentlig et mere modent publikum. Blandt den nok en del, der ikke gider pop, forventer borgerformand Inge Jensen. Søndagen byder på endnu en nyhed: Cirkus i form af Cirkus Changhigh, og to timer før forestillingen byder cirkus på en åben workshop for børn i kunsten at køre på et-hjulet cykel. Kræmmer-ansvarlige John Schmidt melder 100 tilmeldte sælgere. - Og det bredeste udbud af varer i nyere tid. Markedets sortimentet spænder fra en vaskeægte amerikansk firehjuls-trækker af mærket ”Hummer”, der blev indsat under operation ”Desert Storm” i Irak og Kuwait, til tøj i massevis, tilbud om tatoveringer, antikke og mindre antikke varer. - Omfanget af heste lørdag og søndag kender vi endnu ikke. Det svinger en del fra år til år. Jazzens indtog til trods, byder arrangøren på masser af pop med formidable The Bats og hæsblæsende Sweethearts ved en non-stop koncert, absolut sødmefyldte Kandis, og Kim Larsen Jam. - Jeg er ikke helt sikker på, om torsdagens strip-tease er forsøgt før, funderer formand Inge ”Sus” Jensen med tanke på selveste Miss Lea og Mr. Blond. Følg programmet for Kongerslev Kræmmer- og Hestemarked med tid og sted - hver dag i NORDJYSKE.