Marked spreder liv i Sindal-foreninger

Gennem knap en snes år har rideklub og idrætsforening modtaget omkring ni millioner kroner

SINDAL:Når farmand drikker en øl på markedet, og sønnike kværner en fransk hot dog, er de to indirekte med til at holde kontingenterne i nogenlunde ro hos Sindal Idrætsforening og Sindal Rideklub. - Havde vi ikke Sindal Marked, ville vi blive nødt til at skære i omkostningerne eller forhøje kontingentet. Man kunne selvfølgelig også forsøge at skabe flere indtægtsgivende arrangementer, men det er svært at finde frivillige nok, siger N.C. Mortensen, formand for Sindal Idrætsforening, der deler markedsoverskuddet i selskab med Sindal Rideklub. Idrætsforeningen har en årlig omsætning på omkring 1,5 mio. kroner, og et årligt tilskud fra markedet på gennemsnitlig en kvart million kr. udgør således en sjettedel af alle idrætsforeningens indtægter. - Pengene er blevet svære at undvære, for beløbet fylder mere og mere i vores budget, siger formanden. Hvor afhængige man er af det årlige tilskud, så man med ret stor tydelighed tilbage i 2004. Her havde idrætsforeningen budgetteret med et markedstilskud på 225.000 kroner, men man fik kun udbetalt 155.000 kroner. Årsagen var, at markedet havde foretaget store investeringer, der barberede overskuddet ned. - Og det var vi ikke blevet orienteret om. Men vi er blevet klogere af det, så nu snakker vi ofte sammen, så vi kan få justeret tallene, siger N.C. Mortensen. Henning Hendriksen fra markedsudvalget vurderer, at de to foreninger gennem de seneste 18 år har modtage op mod ni mio. kroner.