Markedet blev løbet i gang

50 løbere stillede op

Esben Heine
Så går startskuddet til historiens første markedsløb, der skal være en fast tradition. Foto: Henrik Louis
Hjallerup marked 1. juni 2007 06:00

HJALLERUP: Hjallerup Marked blev i aftes løbet i gang på fornemste vis. 50 løbere fra Hjallerup Løbeklub indtog markedet, og løb en rute på seks kilometer. Der var foruden løbere også barnevogne og rulleskøjteløbere med på ruten. Borgmester Mikael Klitgaard skød løbet i gang ved Markedsgården, og så gik det ellers derudad. Der var lagt en seks kilometer lang rute, der gik ad Algade, Tryvej, Stagstedvej og Skelbakvej. - Det er første gang, vi har markedsløb, men vi håber da, at det bliver en fast tradition, siger Pia Bering. Hun er tilfreds med interessen for markedsløbet. Pia Bering var én af dem, der var med til at oprette løbeklubben for tre år siden. - Jeg var træt af at løbe alene, fortæller hun. Og nu er der 80 medlemmer, og der bliver fortsat flere. - Det er bare herligt, siger hun. Der er medlemmer fra både Dronninglund og Aalborg, foruden fra Hjallerup-området. Selv løber Pia Bering de fleste gange. I går kunne hun dog ikke være med, men skulle kapre medlemmer. Salgskonsulent Jens Frilev var én af deltagerne. Han havde datteren Johanne på halvandet år med. - Så jeg kan nok ikke holde normtiden på ca. 30 minutter, siger han. Jens Frilev har været med siden klubbens start. - Jeg løber som regel to-tre gange om ugen. Men så løber vi som regel 12 kilometer. - Efter at være kommet med i løbeklubben har jeg forbedret min kondition. Eller rettere. Jeg har fået en kondition. Det havde jeg ikke før, fortæller han. Jens Frilev siger, at det sociale et vigtigt element i klubben. Heri er Pia Bering enig. - Vi har det hyggeligt. Vi arrangerer også grillaftener for hele familien. Pia Bering fortæller, at der er sket en stor forbedring af konditionen hos medlemmerne gennem de tre år, klubben har eksisteret. - Løberne bliver stadigt hurtigere, siger hun. Henrik Munkholt fra Hjallerup er endnu ikke medlem af klubben, men regner med at blive det. Sønnen Kristian Munkholt på syv år er med på løbet, sammen med Henrik Munkholts veninde, Mette Jespersen. Natascha Regborg og Maria Mørch, der begge er 13 år, tog den på rulleskøjter. Fireårige Ida Bak var yngste deltager. Hun løb sammen med storesøsteren Emma på 10 år. - Det er første gang, vi løber så langt. Vi har før været i Try på rullerne, siger de. Efter løbeturen var der forfriskninger til alle løberne. Ellers var der allerede i aftes gang i markedet. En del af kræmmerne var kommet, og der var forprangsbal i teltet. Markedet fortsætter til og med søndag, og markedet ventes besøgt af godt 200.000 mennesker.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...