Løkken

Markedet er i gang

LØKKEN:Det var nok med nogen nervøsitet, at de mange frivillige bag Løkken Marked i går formiddags så mørke skyer trække ind over landsdelen samtidig med at de og kræmmerne gik og gjorde det sidste klar til markedsåbningen klokken 13. Sidste år regnede markedet nærmest væk på førstedagen, og det skulle meget nødigt gentage sig, men det blev jo heldigivis også kun til lidt smådrypperi i går. 88 kræmmere har taget opstilling sammen med det lille tivoli, spisestederne og ponyerne fra Vrensted og Omegns Rideklub. Dvs. at der er fuldt hus på det lille marked, der hvert år bidrager med 70.000-80.000 kr. til Vrensted IF's klubkasse. 15. marked Markedet er det 15. i rækken, og der er sket en klar udvikling siden det første. - For 15 år siden var markeder bare en hobby for de fleste kræmmere. I dag er det blevet mere "cool business", og hvert år får vi folk ind, der regner med at Løkken er noget kæmpestort og at de kan skovle penge ind. Men de bliver skuffet. Vi er jo ikke større end vi er, siger Søren Nielsen, der ikke længere er én af Løkken Markeds katalysatorer, men som altså alligevel er nem at finde på markedspladsen. Søren Nielsen mener, at varekvaliteten i det store og hele er steget i takt med at kræmmerne er blevet mere forretningsmæssige. Til gengæld er det nok blevet svært at gå ud på et marked og gøre et guldfund. - Det er ikke bare folk, der har ryddet pulterkæmmeret. Jeg tror nok at dem, der handler med gamle ting, ved, hvad de har. 100 frivillige Over 100 frillige hjælper til på markedet. Søren Nielsen har været med i ni år, men er altså sådan i princippet ikke med i år. Han besluttede at sige stop efter markedet sidste år, hvor de frivillige måtte kæmpe en ulige kamp imod regn og mudder. Men det er åbenbart svært at holde sig helt væk. - Det har jo sin charme. Jeg går og hjælper nogle af de nye folk til rette, tilstår han. Markedet kræver at størsteparten af Vrensteds befolkning smøger ærmerne op og hjælper til. Det er noget, der giver sammenhold.