Markedet havde bestilt musik

Hjørring Politi erkender, de måske har begået fejl, efter nye papirer er kommet frem

BRØNDERSLEV:Politiet kan også begå fejl, og det er måske tilfældet i sagen om, hvornår Nordjyske udendørs markeder skal lukke. Markederne i Hjørring Politikreds har fået at vide, at alle udendørsarrangementer skal lukke klokken 24 - og at der ikke blev givet dispensation. Sidste uge kunne NORDJYSKE fortælle, at der er alligevel er forskel på, til hvilke tidspunkter der er givet dispensation til. Løkken Heste- og Kræmmermarked fik dispensation til klokken 1.30 om natten, hvor Store Brønderslev Marked skulle lukke klokken 24 for første gang i mange år. 60.000 kroner til Brønderslev Idrætsforenings ungdom, har foreningens repræsentant Søren Jacobsen regnet ud, det kostede. Hjørring Politis undskyldning var, at der var en ensretning i gang, men at markeder, der allerede havde bestilt musikere, kunne få dispensation i år. Havde bestilt musik Nu viser papirer, NORDJYSKE har fået fat i, at der allerede var indgået kontrakter i 2003 med kunstnere, der skulle optræde på markedet i 2004, og at papirerne samt en anmodning om dispensation har været sendt til Hjørring Politi - men afvist. - Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor lige nøjagtig Brønderslev skal være eksempel på markeder, der skal lukke klokken 24, lyder det fra Søren Jacobsen. Hos Hjørring Politi er det overassistent Poul Pedersen, der sidder med ansøgningerne - og ham der i sidste uge fortalte, at kun markeder, der havde bestilt musik, har fået dispensation. Konfronteret med papirerne, fortæller han, at der i princippet ikke er forskel: Men hvorfor har Løkken Heste- og krammermarked fået lov til at holde åbent til efter midnat? - De søgte nok allerede til maj. Hvordan har I fastlagt, hvornår man skal have søgt inden? - Det kan jeg ikke svare på. Måske lavet en fejl Det er dog ikke kun i Hjørring Politikreds, udendørsarrangementer skulle lukke klokken 24. I alle fem Nordjyske kredse blev dette aftalt. Men det er ikke helt sket. På sit politimesterkontor sidder Poul Nørgaard og erkender, at "der er et enkelt eller to huller." - Det kan være gamle traditioner, der har holdt markederne åbent. I sin egen kreds erkender han at have ansvaret, men forklarer, at sagen ikke endte på hans kontor. - Det kan være, vi har lavet en fejl. Vi må se på det næste år, lyder det fra ham. Han vil nu tage en snak med borgmestrene om sagen i sin egen kreds.