Markedsdag på C. P. Holbølls Plads

Trafikpolitik 22. september 2002 08:00

GUG: - Der sker for lidt i kvarteret omkring C. P. Holbølls Plads, mener Henrik Thane, der selv bor i området. Derfor har han nu taget initiativ til at arrangere en markedsdag, hvor folk kan møde hinanden og hygge sig sammen. Datoen er sat til lørdag 12. oktober, og forberedelserne er i fuld gang. Henrik Thane har blandt andre kontaktet Beredskabscenter Aalborg, der har lovet at komme med en bil eller to. Shell servicestationen giver morgenbrød, og den lokale beboerforening i Boligselskabet Cimbria er også involveret i arrangementet. En række etniske foreninger er kontaktet, for Henrik Thane håber, at markedsdagen kan få et multietnisk præg med fremmedartet mad og musik fra mange lande. Måske bliver der også lejlighed til at købe hjemmelavede ting, der er karakteristiske for de forskellige lande. Desuden kan folk tømme pulterkamre og garager og sælge ud af deres overskud på et loppemarked. Festen vil blive afholdt enten på parkeringspladsen ved C. P. Holbølls Plads eller på græsplænen bagved. Programmet ligger ikke fast endnu, for Henrik Thane håber stadig, at det vil lykkes ham at finde penge nok til at hyre Johnny Hansen fra Kandis til at synge på dagen.is

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...