Markedsgæster drikker hjemme

BRØNDERSLEV:Markedsgæsterne kommer senere og senere til fest i det store telt på Store Brønderslev Marked. Og mange af dem har forsynet sig godt med promiller, inden de gør deres entré. Det fortæller Søren Jakobsen, der koordinerer de frivilliges indsats i Brønderslev Idrætsforenings telt. - Det er accelererende, at folk drikker, inden de kommer i teltet. Det er ikke det hele, vi kan styre. Men vi gør, hvad vi kan, og har kontrollørerne til at gå i teltet. Samtidig har vi et godt samarbejde med politiet. Tendensen betyder, at det år for år bliver vanskeligere at tjene pengene hjem til idrætsforeningens arbejde. Og Søren Jakobsen afviser, at det er priserne på drikkevarer i teltet, der får folk til at tanke op hjemmefra. - Det er mit syvende marked, og vi har ikke sat priserne op i de syv år. Så jeg tror ikke, det er priserne. 25 kroner for en øl er ikke dyrt i dagens Danmark. Vi tager 25 for shots. Sammenlignet med markederne omkring os, vil jeg gerne være vores priser bekendt. Samtlige frivillige vagter er besat under de fire markedsdage - og hermed er 125 frivillige i sving. I løbet af de fire markedsdage løber der over 15.000 liter øl ud af ølhanerne. Og øl er hermed markedsdrikken nummer et. Hertil kommer spiritus.