Skolevæsen

Markedsgæsterne gav den gas i teltet

8
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Øllet flød lifligt i Bar 1 - og hen på aftenen måtte den populære bar have assistance fra endnu en bar.

JERSLEV:Der bliver omsat for mellem 200.000 og 250.000 kroner i ølteltet - altså bare på en enkelt aften på Jerslev Marked. Og de mange mennesker i teltet gav selvsagt travlhed i både barer og kulisser. Bandet Østre Gasværk fik gæsterne til at skråle med på alle de gamle Gasolin-numre - og bidrog gevaldigt til en god, gedigen feststemning. Gæster i alle aldre strømmede til fest og narrestreger. Og forvandlede teltet til et inferno af musik, sang og råb. Men ikke alle deltog i selve ballet. For en hærskare af frivillige stod den på hårdt arbejde. En af dem, der gennem 14 år har været frivillig hjælper ved Jerslev Marked, er Henrik Skole, der også er formand for fodboldafdelingen i JSI. Han er vist nok også formand for teamet i mad- og ølteltet. Men det afviser han ganske vist. - Vi er en syv-otte stykker, der er fælles om det, og vi hjælper hinanden, lød det fra formanden. Pres på Bar 1 Fredag aften havde Henrik Skole sammen med det øvrige team travlt med at sikre, at pengene og øllet flød uforstyrret. Samtidig skulle han tage stilling til en lang række spørgsmål og opgaver, der dukkede op i aftenens løb. - Vagterne siger, at der ligger flasker og dåser uden for teltet - dem vil de gerne have samlet op, så de ikke bliver brugt til at slå nogen med senere på aftenen, lød det fra en af de frivillige. Og fluks blev et par mand sendt af sted bevæbnet med sorte affaldssække til indsamling af de effekter, markedsgæster havde efterladt sig uden for øltemplet. Et stort pres på Bar 1 var også et problem, der skulle løses. - Vi har skippet en bar i år, og når de stopper med at servere mad, bliver det område til bar resten af aftenen, forklarede Henrik Skole. - Der er for meget trængsel i Bar 1 lige nu - alt for meget, tilføjede han, men glædede sig samtidig over, at der hen på aftenen blev trængsel i teltet. Han havde bare gerne set, at flere var dukket op lidt tidligere. - Det var først ved ni-tiden, de for alvor kom til. Nu skal det hele gerne kulminere ved ellevetiden. Vi lukker halv et, og så skal folkene være ude klokken et, tilføjede Henrik Skole. Fast og flydende JSI’s fodboldafdeling står for ølteltet og madteltet - og er således leveringsdygtig i såvel faste som flydende kalorier under hele markedet. For de garvede frivillige på Jerslev Marked er meget af markedsarbejdet blevet rutine. Og Henrik Skole har også traditionen tro været på banen i ugerne op til åbningsdagen. - De sidste 14 dage inden markedet er vi på - og den sidste uge er vi rigtig meget på, tilføjer Henrik Skole, der er elektriker ved Kruse og Mørk. - Så jeg står for el og stiller køkkenet op sammen med en makker. Henrik og hans hold havde især været spændte på indvielsen af den pipeline, der skal sørge for øl til barerne. Spændte på, om den nu også ville fungere. For en ting er sikkert: Hvis ølleverancerne slap op en fredag aften i markedsteltet, så ville ugens problemer med vejr og vind være for intet at regne. - Så tror jeg, vi kom til at svede. Vi har hele arsenalet herude bagved og slanger ind i teltet - og det er første gang. Det fungerer - indtil videre, smilede han. - Vi er jo rimeligt følsomme - for vi har kun én maskine til at sørge for, at øllet strømmer ind i teltet. 250 hjælper fodboldafdelingen under markedet, og mange af dem stiller op år efter år - uopfordret. - De første to tredjedele er de lette at få fat på - den sidste tredjedel er lidt sværere, konstaterede Henrik Skole, inden han forsvandt ud på pladsen til flere udfordringer. Kort tid efter dukkede et hold hjælpere op i skurvognen bag teltet. De var lige mødt ind - og skulle sørge for at tage presset fra Bar 1. Med dem åbnede endnu en bar i teltet. Sjov på dametoilettet Nu kunne man måske fristes til at tro, at rengøring af toiletterne er en af de mest sure pligter. Men sådan ser Jerslevs fodboldveteraner og grand old boys-spillere slet ikke på det. To af dem, der år efter år klarer en toiletvagt er Svenne G. Sørensen og Christian Hansen. Denne fredag var der temmelig mudret på pladsen, og Svenne havde derfor fast tjans med at holde gulvet farbart for tissetrængende mænd og kvinder. - Vi har vagt i fire timer frem til klokken ti. Og vi hygger os - det skægge er, at der altid er meget at lave på et dametoilet. Der er altid meget papir, for de bruger papir. Mændene går jo bare ud i kornmarken og i træerne, smilede han. - Og så er damerne meget skønnere at komme ind til - der er altid liv og glade dage på et dametoilet. I toiletvognen ved teltet er der dog adgang for både mænd og kvinder. Og den gode stemning fra ølteltet bæres videre til toiletterne. - Man får en masse kvikke bemærkninger. Det er jo sjældent, folk kommer sure til marked, tilføjede han. Jerslev Marked buldrede videre - med endnu et teltbal lørdag aften. Og her skulle Sweethearts og Spinning Wheels på scenen.