Markedsliv på klosteret

HJØRRING:Om det er fordi, Vrejlev Kloster, som gammelt kloster, har bedre forbindelser til Vorherre end os andre vides ikke, men solen var i hvert fald med som æresgæst ved årets klostermarked. Sommerklædte nordjyder valfartede i går til marked på Vrejlev Kloster, hvor ejerne Kirsten Blichert og Troels Holst inviterede indenfor på deres gårdsplads. Her bød adskillige boder sig til med planter, strikketrøjer, pileflet, ost, glaskunst og meget andet. Klostermarkedet blev holdt for første gang sidste år og blev sådan en succes, at det måtte gentages i år. Idéen til markedet kom fra Kirsten Blichert, der har en hobby, hvor hun plantefarver garn og strikker trøjer. I den forbindelse var hun blevet inviteret til et andet marked lidt syd for Skanderborg, men da hun syntes, at det var lidt for langt væk, dukkede idéen om at lave sit eget marked op. Kirsten Blichert har besluttet, at det kun skal være kunsthåndværk, planter og delikatesser, man kan købe på markedet. - Det er jo ikke Hjallerup Marked. Der skal være noget kvalitet at komme efter. Og kvalitet var der åbenbart i isboden, hvor der dagen igennem dannede sig en lang kø. Solens stråler varmede godt fra oven, så det var næsten nødvendigt med en is til at svale sig på. Populær var også udstillingen af havemøbler og især boderne med planter. Mange af markedets besøgende gik derfra med en lille ny til bedet derhjemme i haven. Om eftermiddagen bød gårdspladsen på underholdning med jazz. Udover markedet var også den store have åben for offentligheden i dagens anledning. Her omkransede det frodige græs store bede, hvor blomsterne skinnede om kap med solen. To af dem, der nød havens skønhed, var Laila og Tom Thomsen fra Serritslev. - Det er en meget dejlig have. Og der er jo rododendroner, der er lige så store som træer. Det er sjældent, man ser det, sagde Laila Thomsen. Parret, der er meget interesseret i haver og kunsthåndværk, var kommet lidt af nysgerrighed, men havde fundet mange spændende ting på markedet. - Og det hjælper jo, når der er gode rammer til de her ting, sagde Tom Thomsen og hentydede til det gamle kloster. Ved siden af klosteret havde også kirken åbent. Her var der højmesse, koncerter og en rundvisning på kirkegården.