EMNER

Markedsstemning i Halvrimmen

HALVRIMMEN:På årets påske-kræmmermarked i ØAH Hallen er der både loppemarked med gammeldags prutten om prisen, auktion, tombola og et halvt hundrede boder med alt, hvad hjertet kan begære. Det er syvende år, ØHIK fastholder denne før-påsketradition, siger kasserer og formand for håndboldafdelingen Inge Christensen. Markedet er en god forretning for foreningen, der scorer mellem 20.000 og 25.000 kroner på stadepladser, tombola, gaveshow, loppemarked og frugtsalg. Og de 45 stadepladser er lette at afsætte, fortæller hun. Der er en lille udskiftning hvert år, da nogle handlende falder fra, men der står altid nye på spring til at være med. Og de mange, der fra nær og fjern lægger vejen ind omkring markedet, kan gøre en handel med lidt af hvert. Der er spegepølser, strikkede trøjer med fantasifulde dekorationer, fiskegrej, bamser, påskepynt, figurer som nogle vil betragte som de perfekte hadegaver, der er fodboldtrøjer, videofilm, lysestager, minkskind, smykker, gamle ting, ja alt mellem himmel og jord. I et sidelokale står Jan Christensen, Finn Jensen og Brian Rasmussen for loppemarkedet, hvor der er plads til en gammeldags handel. Her gælder det om at have forretningssansen i orden. Jan Christensen kaster sig ud i en dyst om et computerbord, som han vil have 200 kroner for, mens kunden vil give 100. Men her har han fået kam til sit hår. Jessie Dige fra Birkelse har selv forretning. De tinger på næsten sydlandsk facon. Jan Christensen vil give hende en computer eller en kop med i købet, mens Jessie Dige er på vej væk flere gange, inden hun får bordet for 125 kr. - Jeg stod og manglede et computerbord, og så kan jeg lige så godt støtte dem, siger hun. Ved et af de gratis kaffeborde i hallen sidder en mand fra Arentsminde med sin bror fra Randers. Deres vej faldt lige forbi, og så ville de "ose" lidt. - Jeg synes, det er skønt, at kaffen kan trække også de ældre ud af husene, siger messegæsten fra Arentsminde og nikker mod de fyldte borde bagved. Der er åbent i ØAH Hallen hele dagen i dag, og loppemarkedsfolkene har lovet at sætte nye varer frem. I dag sælges også en håndfuld særligt fine møbler på auktion. Der er for eksempel et gammelt topersoners skolebord med fast bænk.