Markedsunderholdning for enhver smag

Fire dage med underholdning og kræmmere starter på fredag

BRØNDERSLEV:Der bliver underholdning for enhver smag, når Store Brønderslev Marked afvikles. På fredag indledes markedet, og det sker traditionen tro med en børnedag i tivoli, hvortil der sælges billige billetter. - Det sker for at få det hele skudt godt i gang, fortæller Michael Wittrup fra markedsudvalget. I markedsteltet spiller "Blackjack" om eftermiddagen, mens det om aftenen er The Spinning Wheels, der overtager scenen. Lørdag bliver der børne-kræmmermarked på Lille Torv, og det er denne dag, der afvikles cykelløb – Markedsløbet. I teltet bliver der seniortræf, og her bliver der underholdning med "Harmonikatræffere" af Kristian, Jesper og Jens Peter samt af "Tirolerband Aalburg". Her kan pensionister få sig en hyggelig markedssnak og hilse på gamle bekendte. Lørdag kommer også Himmerlandske Sortkrudtsskytter på besøg i deres festlige kostumer og med forladergeværer fra før 1890. I løbet af dagen underholder FDF Brass Band fra Brønderslev, Tonny Aabo, Anton & Agger, Hoop, Kristian, Jesper og Jens Peter. Brønderslev Square Dansere giver opvisning. I teltet er det Hoop, der spiller det meste af dagen. Søndag er der mulighed for at opleve både Erna Iversen og Tjene Frandsen - alias skuespiller Peter Larsen. Anton & Agger Walkabout samt Brønderslev Brass Band og Brønderslev Line Dancer Klub Walk The Line kan også opleves på markedet. I teltet er det Hoop, der underholder om eftermiddagen, mens der senere på dagen bliver pop-før-aften med "The Bootles" fra Liverpool. Peter Belli og Five Roses slutter aftenen i teltet. Mandag er der traditionen tro optog af børnehaver, børnehaveklasser og dagplejen til markedet, hvor der bydes på gratis karruselture med mere. "Blackjack" underholder i markedsteltet om eftermiddagen, og om aftenen bliver der uden tvivl fuldt hus, når Kandis indtager scenen. - Vi har i år gjort noget mere ud af søndag aften, fortæller Michael Wittrup fra markedsudvalget.