Arbejdspladser

Marketingschefen bestemmer selv

Mette Aagaard Andersen er marketingchef i Cisco Danmark, der leverer kommunikations- og netværksløsninger til erhvervslivet. Hun har været i virksomheden i 12 år og har aldrig prøvet andet end at have fuldstændig fri arbejdstid. - Jeg sammensætter selv min arbejdsdag. Det gør næsten alle herinde. Derfor ved vi heller ikke, hvad folk laver, men alle har klare målsætninger om, hvad de skal løse i løbet af et år, siger Mette Aagaard Andersen og forklarer, at en af kerneværdierne i Cisco er impowerment - det handler om selvstændighed og ansvar. - Vi bruger selvfølgelig selv de løsninger, vi sælger til andre, og så længe det har været teknisk muligt at arbejde hjemmefra, har vi gjort det. Det er simpelthen en hjørnesten i virksomheden, og den frie arbejdstid blev indført sammen med hjemmearbejdspladserne, fortæller Mette Aagaard Andersen. Hun savner ikke samvær med kolleger og synes ikke, at stemningen på kontoret lider under, at mange arbejder hjemme. - Vi har aldrig oplevet problemer med, at nogen lavede for lidt, fastslår hun.