EMNER

"Markus" skal skrabe bunden for rejer

Avanceret grønlandsk fabrikstrawler på visit i Hirtshals

HIRTSHALS:Ved trailerkajen ligger i disse dage en 70,5 m. lang og 15,9 m. bred, splinterny rejetrawler. Som myrer omkring en tue vrimler folk fra byens havnerelaterede virksomheder rundt på det nye fartøj. Netop leveret som historiens sidste nybygning fra det lukkede værft, Sterkoder, i Kristianssund i Norge. - Vi er nogle dage i Hirtshals for at blive helt klar til at fange rejer. Vi har travlt. Vi skal nå at fange 5000 ton rejer med Markus, inden året er omme, fortæller en af skibets to redere, Knud Trolle. Han er 42 år og fra Nuuk. Købte sig ind i rederiet i 1999, og sammen med 44 årige Søren Brandt medvirkede han til et generationsskifte i rederiet, der tidligere havde flere redere. - Allerede i december 2000 besluttede vi at bygge skibet her. Den gang var rejepriserne i top. Det er de ikke mere. Tværtimod. Men vi har på forhånd regnet ud, hvordan vi holder skindet på næsen, også i værste tilfælde, siger Knud Trolle med et lunt smil. Foruden Markus har de beholdt forgængeren. Den hed Markus J, men er omdøbt til Laasarus efter et ophold på Wärtsilä. - Meningen var egentlig, at vi skulle sælge den. Men vi har fusioneret med et par mindre redere, og så kan vi fortsætte med den også. Den har nu en årskvote på 4000 ton, og den er godt i gang med fiskeriet, fortæller Knud Trolle. Besætningsstørrelsen på den nye, flydende rejefabrik er på 25 mand. Heraf er to japanske supervisorer, der konstant er i forbindelse med japanske aftagere og derfor kan sørge for, at modtagerne får netop den helt specielle vare, de ønsker, fra skibet. Japanerne skal som bekendt have rå rejer til sushi. 75 % af det, der fremover produceres på Markus, går til eksport. Japan, Kina og Rusland er storaftagere. - Af hensyn til beskæftigelsen på Grønlands rejefabrikker er vi forpligtet til at lande 25 % af fangsten her, siger Knud Trolle. Det menige mandskab ombord på Lasarus er indkvarteret i tomandskahytter. Da der arbejdes i hold, er det reelt enmandsluk-af'er. I hvert luk-af er der separat brusekabine med gulvvarme, og og indretningen ombord er i det hele taget tip-topmoderne, grænsende til det luksuriøse.