Marmorkage, kaffe og småsnak

Kender du Søren? Du ved, ham DR-Derude-manden med de anderledes haveudsendelser. Det talende skuffejern gennemfører for tiden en række musikalske og kunstneriske portrætsamtaler i sin blomstrende have under titlen "Vil du se min smukke have?" Søren Ryge har kørt en lettere forvirret Kim Larsen rundt på havetraktor. Han har fået stenbrodreng Erik Clausen lokket ud i naturen, men en buket ville Clausen ikke have med hjem til konen. Senest havde han fået vores egen nordjyske Niels Hausgaard lokket ud i haven. Troubadouren med de samfundkritiske, lune sangtekster blev budt på marmorkage og kaffe og så kom snakken ellers i gang - Vil du se min smukke have? Nej, hvis jeg kan vente, ville det passe fint. Og marmorkage. Nej, det var for sjældent, Niels fik marmorkage til kaffen. Men var det ikke et fantastisk ord. Og det var en dejlig marmorkage. - Du kan ligesom fornemme, hvordan den klasker op i ganen og bliver siddende fast, når du tager et stykke. Hausgaard fik altid gode reaktioner, når han flettede marmorkage ind i sine sangintroduktioner om svigerinden. Om Niels fik marmorkage hos hende? Nej, det var for sjældent. Har du en svigerinde? Det må du selv finde ud af. Nå, men vi skal snakke musik. Og det gjorde de så. Mest om hvordan Søren Ryge bruger musikken som underlægning i sine naturprogrammer. Spiller Bach's sjette Brandenburg-koncert til et program med islandske heste, så de kommer til at trave ekstra fjollet og ikke mindst smukt afsted. Eller bruger et stykke bluesfarvet jazzmusik til at illustrere, at det tager fem minutter at flytte en tøjret ko. Hausgaard kunne godt lide det, men påpegede også, at der i virkeligheden blev fiflet med vore følelser. Hvordan ville vi have oplevet billedsiden, hvis der nu ikke havde været musik på. - Du skaber en unik stemning, men du fusker. Det er uærligt og stærkt manipulerende. Men du gør det selvfølgelig i den bedste mening og i sandhedens tjeneste. Modsat Goebbels. Selv ville Hausgaard godt indrømme, at han musikalsk faldt for det længselsfulde, det vemodige og det storladne. Lige som han antog, at Ryge gjorde. Men det gjaldt om at komme ind til kernen af en sang. Om at gøre det enkelt. Få det slebet ned. Ligesom en sten, der ligger i strandkanten og bliver slebet til. Sådan forestillede Hausgaard sig at folkevisen "Det var en lørdag aften" gennem generationer var blevet sunget og overleveret, indtil den stod i den stramme og rene form, som den havde i dag. - Angsten for banaliteten er forfærdelig. Den får folk ud i de mest pinagtige situationer. Tag lige og læs den sætning en gang til. Den vækker til eftertanke, ikke? Sådan snoede samtalen sig afsted og handlede lidt om alting og meget om lidt. Men netop meget om, hvor vigtige de små ting er. Hvor vigtigt det er at være opmærksom på, hvad du bruger dit krudt og din tid på. Netop i disse små magiske øjeblikke i samtalen mellem to mennesker åbnede verden sig i nye overraskende perspektiver. Om at snige sig væk fra musikken og over på P 1, når du kører bil. - For der er der altid nogen, som fortæller mig noget, jeg ikke vidste, som Hausgaard fik det sagt. Og om at være sneet inde i et sommerhus og høre Mozarts "Ave verum corpus" for første gang i sit liv. - Der er intet sort i hans musik, blev de to havebekendte enige om. Det er sådan en udsendelse, hvor der næsten ingenting sker. Hausgaard klimter lidt guitar, en melodistump uden ord, og småsnakken snor sig over marmorkagen. Hist og her falder der undervejs et stykke livsvisdom ud af munden. Næsten som en lille kagekrumme. Det er ikke overforkromet fjernsyn, men nært og fortroligt. Hvor Ryge arbejder uden sikkerhedsnet og blot er interesseret i at blive klogere på tingene ved at tale med et andet menneske. Et interview – nej, rettere en samtale, som kredser om det helt nære og vedkommende. Det vi så nemt glemmer at få tid til i dagligdagen. Og netop derfor nærende og ganske dejligt. PS: Skuespilleren og sangeren Ulla Henningsen besøger Ryges have næste tirsdag, 2. september.