Marna kan ikke gøre andet end at lukke

Marna Larsen ser sig nødsaget til at lukke sin Kwik Spar i Hørdum

Marna Larsen opgiver efter 19 år at drive Kwik Spar i Hørdum videre. Sidste åbningsdag er søndag 23. oktober. Derefter er den nærmeste købmand i Koldby. Foto: Peter Mørk

Marna Larsen opgiver efter 19 år at drive Kwik Spar i Hørdum videre. Sidste åbningsdag er søndag 23. oktober. Derefter er den nærmeste købmand i Koldby. Foto: Peter Mørk

Penge styrer stort set det hele her i livet. Og enhver kan komme i en slem knibe, hvis der er for få af dem. Det er den korte version af Marna Larsens beslutning om at dreje nøglen definitivt om til sin Kwik Spar, der ligger modsat jernbanestationen i Hørdum. Marna Larsen erkender åbent og ærligt, at hun har svært ved at få købmandsbutikken til at løbe rundt, og at hendes egen private indtægt på driften af Kwik Spar ganske enkelt er for lille. Marna Larsen åbnede købmandsbutikken for 19 år siden, og dengang var der ingen købmandsbutik i Hørdum. De nærmeste lå i Koldby, og det var brugsen og købmandsbutikken. - Det er underligt at tænke på, at dengang jeg startede, var der plads til tre dagligvarebutikker inden for en relativ kort afstand, og nu er der kun plads til en, og den ligger i Koldby, lyder hendes ræsonnement. Omsætningen i Kwik Spar har de seneste år ligget stabilt, men dækningsbidraget har ikke kunnet holde trit med omsætningen. - Dækningsbidraget er blevet mindre og mindre, fortæller Marna Larsen, der har holdt åbent alle ugens dage fra 8.00 til 19.00 med én fuldtids og en halvtids ansat og fire unge mennesker, som har taget de skæve tidspunkter. Marna Larsen pointerer, at hun selv har taget beslutningen om at lukke Kwik Spar - forstået på den måde, at hun har taget beslutningen, før hendes kreditorer er begyndt at prikke hende på skulderen. - Sidste åbningsdag er søndag 23. oktober, og jeg lukker, mens jeg endnu kan svare enhver sit, fortæller hun.