EMNER

Marsvin i blodet

Jytte Kruse Iversen, der har en baggrund som hundeopdrætter er begyndt at avle racemarsvin

De langhårede kan være halvkedelige. De er så blide, at de kan virke helt selvudslettende. Dem med satinglans er mere hys'. Og Abyssinierne har temperament - de er pittbullterrier blandt marsvin. Jytte Kruse Iversen, - i marsvinekredse kaldet Von Nitouche - ved, hvad hun taler om. Hun er nemlig en af Danmarks cirka 100 marsvineopdrættere, og hun har et storopdræt at passe: En avlsstue og en stald. Hun avler racemarsvin med og uden stambog og laver hyggekrydsninger til folk, som "bare vil have et almindeligt marsvin." Hun har flere gange været tæt på at komme for sent på arbejde, fordi hun og datteren liiige skulle nå at overvære en marvinefødsel. De af hendes venner, der kender hende som hundeopdrætter, -træner og hundeudstillingsdommer, synes det er lidt pudsigt, at hun pludselig har kastet sig over noget så småt og pelset som marsvin. - De har det sådan lidt "hvad faen er det, du har gang i", siger Jytte Kruse med et grin. Hun er på vej ind i den gamle hundesalon Nitouches på privatadressen i Asaa, der nu kaldes avlsstuen. Her lugter svagt af ammoniak og hø, og i det øjeblik Jytte Kruse og hendes to børn træder ind over dørtrinnet, går de ind i en lydmur af glade og ivrige uit-lyde. De bobler ud af struben på de cirka 40 marsvin, der står i bure overalt rummet. - Det er noget af det, jeg rigtig godt kan lide ved dem. De modtager mig altid med et glædeshyl, siger Jytte Kruse og presser en æbleskive ind til et avlsmodent marsvinepar. - Ku' jeg leve af at have hunde- og marsvinefødsler, så lavede jeg ikke andet, siger hun. Dyr Hobby Men som det ser ud nu, er der ikke penge nok i avlen. Ifølge Jytte Kruse koster det hende cirka 4000 kroner om året at have marsvin, så det er selvsagt ikke noget, hun bliver rig af. Men det er heller ikke meningen, forklarer Jytte Kruse, der i dagtimerne passer sit fuldtidsjob som pædagog i en børnehave i Gandrup. - Jeg gør jo det her for min egen skyld. Fordi jeg synes, det er sjovt og spændende, siger hun. De to timers ugentlig rengøring af avlsstuen og mugen ud i stalden en gang om måneden, føles ikke som en pligt for hende. - Det er ren afslapning for mig, siger hun. Hun forklarer i forlængelse af det, at hun først er begyndt at målrette sin avl og gå rigtigt på udstillinger inden for de sidste to år. Omkring en gang hver anden måned tager hun sine dyr med ud i landet og lader andre bedømme dem. Hun vinder priser, får ros og tager hjem igen. Og så har udstillingerne en behagelig sideeffekt: Hun får afsat nogle marsvin, får mulighed for at mødes med andre avlere, og så har hun en oplagt grund til at pusle lidt om dyrene. Føntørre dem, studse dem og redde dem med sine gamle puddelkarter. - Det er jo ikke for ingenting, jeg er gammel hundefrisør, siger hun og tilføjer hurtigt, at hun selv sætter grænsen ved opsat marsvinehår. - Ligeså snart de begynder at sætte papillotter på deres langhårede marsvin, så står jeg af. I forlængelse af det fortæller hun, at stemningen på en marsvineudstilling er en helt anden end på en hundeudstilling. - Det er ikke så snobbet en verden som hundeverdenen. Børnene er jo vores kunder, siger hun og forklarer, at 50% af dem, der køber marsvin af hende er børn, og at de altid er æresgæster på udstillingerne: Der bliver arrangeret skattejagter til ære for dem og de får selv lov til at udstille. Og det er også børn, der er det bærende element i Jytte Kruses marsvineprojekt. Det var for deres skyld, hun fik marsvin, for deres skyld, at hun kører med underskud - fordi de gerne vil beholde de marsvin, der egentlig er udtjente - og lidt for deres skyld, at hun skiftede fra hunde- til marsvinebranchen. For som hun siger "Jeg er mere til ting i pussenusseafdelingen nu, hvor børnene kræver mere af min tid."