Frederikshavn

Martec går også offshore

Center må tilbyde kurser til offshore personel

Overlevelse til søs er lige så relevant for personel på boreplatforme som på skibe. Det grundlæggende offshore sikkerhedskursus kan nu også erhverves i Frederikshavn. Arkivfoto

Overlevelse til søs er lige så relevant for personel på boreplatforme som på skibe. Det grundlæggende offshore sikkerhedskursus kan nu også erhverves i Frederikshavn. Arkivfoto

Alle, der arbejder på boreplatforme, hvad enten de er der fast, eller som underleverandører i kortere perioder, skal gennemgå bestemte sikkerhedskurser. Det maritime uddannelsescenter, Martec i Frederikshavn, der i forvejen har internationalt godkendte sikkerhedsuddannelser og -kurser for personer til skibsfarten, er netop blevet godkendt af Søfartsstyrelsen og Energistyrelsen til også at måtte tilbyde grundlæggende sikkerhedskurser for offshore personel. Alle skal på kursus - Det forventer vi os en del af, for alle, der arbejder fast eller midlertidigt på boreplatforme, skal have kurset, inden de påbegynder arbejdet, og kurset skal samtidig genopfriskes hvert fjerde år, oplyser uddannelseschef Brian Thomsen, Martec. - Ansatte i Mærsk og Dong og hos underleverandører har hidtil taget kurserne hos udbydere i Esbjerg. Det gælder også folk fra virksomheder i vores område, så som Scanel og Vestergaard Marine Service. De vil nu i stedet kunne få det grundlæggende kursus hos os, siger Brian Thomsen. Første hold på banen Det første offshore hold starter på Martec sidst i januar. Brian Thomsen fortæller, at godkendelserne som kursusudbyder er erhvervet ovenpå netop stor efterspørgsel. Offshore-kurserne omfatter grundlæggende kvalifikationer indenfor søredning, førstehjælp, helikoptertransport, brandslukning og personlig sikkerhed. - Det obligatoriske danske kursus er efter sidste års ændring af reglerne på niveau med de øvrige Nordsø-landes og indeholder også uddannelse i førstehjælp og personlig sikkerhed ved helikoptertransport. Således trænes der i rationel optræden ved helikopterstyrt til havs, den såkaldte HUET, nødlanding og eventuelt kæntret helikopter, fortæller Brian Thomsen. Da Martec ikke endnu råder over sådant udstyr, gennemføres denne kursusdel i samarbejde med andre kursusudbydere. Gælder i norsk sektor For folk, der skal arbejde i den norske sektor af Nordsøen, hvor der yderligere stilles krav om, at personer skal have gennemgået træning i anvendelse af en speciel evakueringsstrømpe og overlevelsesdragt, er Martec også godkendt som kursusudbyder sammen med en samarbejdspartner. - For personer, der arbejder på offshore vindmølleinstallationer findes endnu ikke tilsvarende officielt sammenlignelige krav, men de fleste virksomheder indenfor det felt er opmærksomme på sikkerhedsspørgsmålet, og hvor vi kan tilpasse offshore sikkerhedskurserne, så medarbejderne får en basal viden og færdigheder indenfor overlevelse til søs, siger Brian Thomsen.