Martin afskediger 140 ansatte

Ledelse ønsker bedre fleksibilitetsaftale for at undgå de årlige op- og nedture

FREDERIKSHAVN:140 medarbejdere på Martin-lysfabrikkerne på Niels Bohrsvej og Saltebakken i Frederikshavn blev mandag afskediget. - En træls dag, siger produktionsdirektør Søren Kjær Nielsen. Han begrunder afskedigelserne med den sædvanlige problematik mellem høj- og lavsæson. - Det er tredje-fjerde gang vi må tage den her tur op og ned, og vi synes ikke, det er tilfredsstillende, at skulle sende folk ud på den måde. Men vi har ikke kunnet få en aftale i stand med tillidsfolkene om en bedre fleksibilitetsordning, siger Søren Kjær Nielsen. Der arbejdes dog ifølge produktionsdirektøren fortsat på, at få en aftale i stand om en anden måde at gøre arbejdet på, så de store udsving i beskæftigelsen minimeres. Afskedigelserne bringer antallet af ansatte på lysfabrikken ned fra 590 til 450. Det er såvel funktionærer som timelønnede, der må gå. Langt hårdest rammes fabrikkens største medarbejdergruppe, KAD-medlemmerne, men også Metal og SiD-ansatte er fyret. Da der er tale om en større afskedigelse, som involverer Arbejdsmarkedsrådet, gælder reglen om en minimumopsigelse på 30 dage. - De første, der fratræder, er ansatte i vores metal- og elektronikafdeling, hvorimod slutmontagen først rammes i slutningen af året, oplyser Søren Kjær Nielsen. Han siger samtidig, at højsæsonen normalt først igen sætter ind lidt før eller lige efter sommerferien. Dermed har de afskedigede udsigt til omkring et halvt års ledighed, med mindre de kan finde anden beskæftigelse. - Og det er netop den ulempe, at gode medarbejdere siver andre steder hen, vi med en bedre fleksibilitetsaftale ønsker at forhindre, siger Søren Kjær Nielsen. Joan Gregersen, tillidsrepræsentant for KAD'erne på Niels Bohrsvej, siger til fyringerne, at folk jo ved, at der kommer en lavsæson. - Men selvfølgelig er stemningen alligevel meget trykket. - Jeg så også gerne, og nu taler jeg for egen regning, en bedre fleksibilitetsordning. Men det er en svær en, for der skal gerne tages hensyn til alle ansatte, og en sådan ordning vil uvægerligt blive noget med længere arbejdstid i højsæsonen og kortere i vinterhalvåret og med et samlet set lavere antal medarbejdere, siger Joan Gregersen. Mandagens afskedigelser berører ikke Martins højttalerfabrik i Frederikshavn, Mach Speakers.