Martin Christensen var bedste spiller

JETSMARK:Jetsmark vandt sæsonens sidste hjemmekamp i serie 2 mod Dronninglund med 3-0. De to hold stillede op til kampen med vidt forskellige forudsætninger. Dronninglund havde sikret sig endnu en sæson i kredsen, omvendt skulle JIF vinde for at være sikre på at undgå nedrykning. At kampen havde størst betydning for hjemmeholdet, kunne man se lige fra kampens start, for de var udeholdet overlegne over hele banen. JIF startede med at spille i modvind, og det skulle vise sig at være svært, for de mange angreb løb oftest ud i sandet. Man skulle derfor helt hen i kampens 30. minut før Martin Christensen scorede til 1-0 direkte på frispark. To minutter før pausen øgede samme Martin Christensen stillingen til 2-0 på et flot hovedstød. At hjemmeholdet ikke fik scoret flere mål i 1. halvleg skal ikke kun tilskrives den stride modvind, også Dronninglunds målmand stod en stor halvleg med flere store redninger. I begyndelsen af 2. halvleg fik udeholdet mere spil og de havde da også et godt forsøg på frispark som målmand Brian Ulstrup reddede i stor stil. Midt i 2. halvleg scorede Bo Zink til 3-0 på straffespark begået mod Martin Christensen. Efter målet til 3-0 mistede Dronninglund gejsten og de sidste 15 minutter havde JIF flere store muligheder for at komme yderligere foran, men effektiviteten manglede. JIF sikrede med sejren endnu en sæson i serie 2 og trænerspørgsmålet er endnu uafklaret. Bedste JIF spiller blev kantspilleren Martin Christensen.