Martin-fabrik imponerede EU-parlamentariker

Venstres EP-medlem Niels Busk havde en lærerig erhvervsdag i Frederikshavn og Strandby

Frederikshavn 22. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: - Jeg havde slet ikke forventet, at jeg skulle opleve så spændende og dynamiske virksomheder, sagde EU parlamentsmedlem Niels Busk efter en rundtur fredag hos virksomheder i Frederikshavn. - Selv om det er trange vilkår for byen og dens erhvervsliv, så er der sandelig også lyspunkter, sagde Niels Busk efter besøget på Martins nye fabrik. Den nye Martin-fabrik er med sin højteknologi i sig selv imponerende. Men den måde man har inddraget medarbejderne på i fabrikkens udformning og har organiseret arbejdet på med selvstyrende grupper, der også selv overvåger deres økonomiske resultater gjorde et stort indtryk på Niels Busk. Hos FME Besøget i Frederikshavn startede med frokost hos Frederikshavn Maritime Erhvervspark, hvor 1. viceborgmester Chris Sørensen orienterede om byens aktuelle erhvervssituation. Kaj Christiansen, FMEs direktør, fortalte om erhvervsparken med dens nuværende 33 virksomheder og planer med indretning af kontorer i den gamle silo. Hos Scandinavian Yacht Interior gjorde direktør Torben Johansen rede for de perspektiver, der arbejdes med inden for fremstilling af luksusyachter. Videre til Strandby Sammen med Strandby Fiskeriforening var der arrangeret fyraftensmøde om EUs fiskeripolitik. Mange var mødt op for at udveksle synspunkter om EUs fiskeripolitik set fra fiskernes og serviceerhvervenes side, og der blev ikke lagt fingre imellem fra de fremmødtes side. Niels Busk, som er medlem af EU-parlamentets fiskeriudvalg, orienterede om arbejdet med EUs fiskeripolitik og folketingsmedlem og medlem af Fødevareudvalget, Jens Chr. Larsen, fortalte om den danske del af fiskeripolitikken. Fra tilhørernes side blev der rettet en del kritik af den forskellighed, hvormed de forskellige EU lande administrerer de fælles fiskeriaftaler. Mange lande lader hånt om kontrollen af fiskeriaftalerne. Herhjemme er man meget hård med kontrollen og prisen er, at vi kommer længere og længere bagud, når andre lande blot udvider deres fiskeflåde. Strandby Havn Fra Strandby Havn bad politikerne se på det problem, som havnen har ved at være en selvstændig havn. Private havne er ikke berettiget til at modtage samme tilskudsprocent fra EUs FIUF midler, som kommunale havne er. Det fandt politikerne også urimeligt og lovede at sagen bliver taget op.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...